Titel, forord m.m. på dansk

• Titelblad
• Brev fra Petrus Parvus
• Digt
  
• Henrik Smiths forord
• Henrik Smiths efterskrift
  

En lille urtegård af synonymer samlet af Henrik Smith fra Malmø til brug for danskere, hvortil er vedføjet en lille bog om ordenes egenskaber, der er særdeles nyttig og nødvendig for dem der ønsker at skrive såvel i fri som bunden stil.

Improviseret opfordring på otte vers til den studerende begynder i den renere litteratur af Peder Lille fra Roskilde:

Hvis Aonidernes hellige Kilder dig lyster at gæste,
Hvor den tre-enige flok danser til Citarens Lyd:
Her gaar Vejen. Maaske du til Ciceros bomstrende Marker
Ønsker at styre din Gang: Vejen sig aabner dig her.
Thi nærværede Bæk er strømmet fra Musernes kilde,
Blomsterne langs dens Bred, Tullius selv har dem sendt.
Heraf er spiret den Have, saa blomsterrig, for hvis Fremkomst
Jeg tilønsker min Smed alt det bedste, jeg ved.[1]

P.     Ennius    P.
Vi lever et liv af en slags[2]
.R.

Jeronimus
Det uden hvilket det store ikke kan være til, skal man ikke forkaste som småt.[3]

Peder Lille fra Roskilde, en ikke mindre ynder af de gode end de lærde, den mindste blandt den renere dannelses dyrkere, hilser den udannede litteraturs heftigste modstander i vort hjemland, Henrik Smith fra Malmø, sin højt elskede broder og forbundsfælle.

Siden dengang i Rostock da vi først gjorde hinandens nærmere bekendtskab og sluttede et trofast kammeratskab, som på grund at den svage skygge af studier i den renere litteratur som du har bemærket hos mig, og i lige så høj grad på grund af den behagelige skønhed i dit stilrene sprog (som jeg beundrer ganske ubeskriveligt), og den uforfalskede troskab som du med din høje moral har knyttet så fast og ubrydeligt, mens hengivenheden stadig voksede på begge sider, er taget til i en sådan grad at den nu har nået det hellige venskabs højeste tinde, dvs. et broderligt forbund med den højeste gensidige længsel og samfølelse – siden dengang har du kun fået et enkelt brev fra mig som et ubestrideligt bevis på min respekt, min særlige hengivenhed og min langtfra dagligdags troskab over for dig, Henrik Smith, min kæreste kammerat og broder, der glimrer ved din rene litterære dannelse og høje moral. Herpå har du endnu ikke svaret med et brev (hvilket du også dårligt har haft tid til, optaget som du er af at være til nytte for den lærde republik), til gengæld har du i rigt mål svaret med dine mangfoldige  tjenester (som du af et velvilligt sind og med største mulige rundhåndethed har overdænget mig med skønt jeg endnu ikke har gjort mig det mindste fortjent til det). Hertil kommer at du, for at jeg ikke – hvad der heller ikke på nogen måde faldt mig ind – med rimelighed skulle kunne klage over at der ikke var kommet nogen breve fra dig, selv om jeg så brændende ønskede det, sørgede du på en ganske forunderlig og udspekuleret måde (som din hengivelhed over for mig har lært dig) for at gøre det fuldstændig klart for mig, ganske mod min vilje, at du uden at skrive et ord ikke desto mindre havde skrevet både formfuldendt og kærligt. For da du for nylig vendte tilbage fra Leipzig, denne by hvor de tre sprog, græsk, latin og hebraisk, står i fuldeste flor, bragte du mig det dejligste brev, nøjagtig lige så elegant [A2r] som det var venligt (for – så sandt Gud elsker mig og støtter mine studier – i den grad kappes formfuldendt lærdom og et sind fuldt af ægte hengivenhed med hinanden i det), et brev i hvilket den litterære armés mest fremtrædende hærfører, som for længst har udgivet et ikke ringe antal monumenter over sin guddommelige begavelse og mangesidede lærdom, og derved skaffet sig et fornemt ry og et stort navn blandt alle lærde og studerede folk, nemlig vores charmerende ven Hermann Tulichius, i detaljer har afbildet og portrætteret sin ven Petrus Parvus, som han slet ikke kender af udseende, med din pensel, men med sine egne farver og sin egen kunstfærdighed (især hvad lærdom angår) – ikke som jeg er, men som du med den vældige hengivenhed du omfatter mig med, ønsker at jeg skal være, eller håber at jeg med Guds nådige hjælp skal blive, og som han (ud fra det langt mere kærlige end sandfærdige portræt du har givet af mig) tror jeg er. Ham agter jeg engang, med hjælp fra den hellige trøstende ånd (som jeg for længst fuldt ud har hengivet mig til) sammen med altings højeste fader og hans højeste søn og ligeværdige Gud, så vidt jeg formår – min lidenhed taget i betragtning – at sende min tak. Og hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, vil jeg ganske bestemt sørge for at møde ham personligt, og med ham også den belæste Petrus Mosellanus, der nu, siger rygtet, med stor hæder underviser i latin og græsk i Leipzig, den lærde Philipp Melanchthon, den teologiske doktor Martin Luther, der er berømt for sin sandhed i gudserkendelsen, og den fremragende mand, Johannes Raghius Aesticampianus, laurbærkranset digter og orator og en fremtrædende doktor i den hellige teologi, og alle de andre af vor tids fremstående professorer der i det for sin tresprogede lærdom vidt berømte Wittenberg og andre steder flyder fra veltalenhedens og visdommens rene kilde, og som jeg kender både fra deres bøger og fra din lovsyngende og sandfærdige pris – dem vil jeg både se og, hvis skæbnen engang tillader det, høre på når de lader ordene klinge. Men du, min kæreste Henrik, må holde op med at beære, eller rettere besvære mig så umådeligt med ros over for alle og enhver, lærde som ulærde: både for din egen troværdigheds og for min blufærdigheds skyld [A2v] vil det være det bedste du kan gøre – for hvis du gør andet (hvad jeg ikke håber), risikerer vi at du, som man siger, proklamerer at bjergene barsler med noget stort, hvorefter jeg kryber frem som en lille mus, og vi begge gør os til grin ligesom i Horats' fabel. Men hvis du er så fast og urokkeligt besluttet på at hæve min lidenhed til skyerne med ros, så beder jeg dig sige at din ven Peder Lille omfatter den hellige digtnings og talekunsts og den ældgamle teologis fremragende doktorer, professorer og studerende med større kærlighed (større end man uden videre kan sige eller tro) og vil gøre det lige til han drager sit sidste åndedrag – og, hvad der glæder mig umådeligt, at blandt disse studerende indtager du, min broder, ikke den ringeste plads, og det i betragtning af at du, der ellers, ikke selvforskyldt eller på grund af dine lærere, men på grund af tiden og skæbnen, som har været os imod (og lige så ulykkeligt er det desværre er gået mig og andre i vores hjemland før mig, som ellers var yderst seriøse og respektable mennesker) ikke blev oplært i de stilrene discipliner (som du nu til fulde behersker) fra en tidlig alder, alligevel nyder og applauderer børns og unge menneskers gyldne skæbne og kærkomne lykkestund med lige så beredvillig flid og arbejdsomhed og samme indstilling som hvis du havde fulgt visse italieneres og tyskeres uendeligt prisværdige eksempel og, om man så må sige, havde inddrukket den latinske veltalenhed med modermælken stort set inden du havde lagt ranglen og byggeklodserne fra dig – hvorved du adskiller dig meget og reelt fra de (må Gud omsider engang give dem en bedre opfattelse) uvidende eller modvillige mennesker der hujer og pifter og stamper ad poesien og retorikken og sågar dens nære slægtning grammatikken mens de stadig med næb og klør holder fast ved deres 'mumpsimus' og kæmper rasende for det som var det deres hus og hjem de forsvarede, så ingen kan overtale dem til at bytte dette ord, uanset hvor usselt det er, ud med vores 'sumpsimus', der  inden for de gamle forfatteres sprogbrug er så strålende og dyrebart, men for dem bare er nyt – som var det Glaucus der skulle bytte med Diomedes.[4] Dem tager du i høj grad afstand fra, og det med særdeles god grund, disse folk der (som den højlærde mand, den store fører for litteraturens armé og hele kristenhedens enehersker, [A3r] den længe savnede Desiderius Erasmus af Rotterdam skriver) er lærde uden lærdom,[5] og derfor forblindede af en foragtelig uvidenhed, der i forening med en overbevisning om at vide alt er det mest indbildske man kan tænke sig: for efter alle de ukyndiges almindelige regel anser de intet andet for rigtigt end det de selv laver: nedbrudte af sygelig misundelse står de med åbne øjne og nægter at se det klare lys og har ondt af selv (for nu at i al ydmyghed at slutte mig til en fremstående mand mening) at begynderne nu får en lettere og bedre uddannelse end de (om det skyldes deres egen forsømmelighed og dovenskab eller lærernes uvidenhed er ikke til at sige) har fået i deres unge år, lige som det plager dem voldsomt at andre kører i vogn derhen hvor de selv har måttet vandre på deres fødder. Eftersom du med rette, som ethvert lærd og godt menneske bør,  afskyr denne pestbyld på menneskeheden (jeg tænker her på de indbildsk uvidende og misundelige), disse uhyrer der ikke har andet menneskeligt over sig end udseendet, må du (for nu for en stund ikke at tale om mig selv, som du har knyttet så tæt til dig med al din imødekommenhed og velvilje) alene af den grund regnes for værdig til en usædvanligt glødende taknemmelighed og hengivenhed såvel fra andre dyrkere af den sande dannelse som især fra vort hjemlands børn og unge mennesker, hvis de da vil dyrke de humanistiske studier, hvis de vil kaldes taknemmelige, og ja: hvis de uden at skamme sig vil kunne kaldes mennesker. Det kræver din venlige, din over for alle gode mennesker åbne og imødekommende velvilje, det fordrer dit skarpe intellekt, og det fortjener den flittige og energiske indsats du har ydet over for den gode litteratur, og som (må det være os begge til lykke og fremgang!) har bragt dig så vidt at du både kan og (hvis man skal tro Platon) bør skænke ikke alene dig selv, men også vores fælles fædreland stor hæder og nytte. Men din vilje til at forædle dit fædreland, denne beredvillige og ihærdige vilje, er der ingen der ikke kender, med mindre han ikke kan skelne sort fra hvidt. Den vilje har du med stor dygtighed givet en prøve på, lige som du med stort held (både tror og håber jeg) har givet et fremragende varsel om hvad det senere skal blive til, da du sidste år fik ordbogen med titlen Vocabularium Danicum,[6] som oprindelig var trykt i Paris og derpå i Köln med en hel del trykfejl, genudgivet i en korrigeret og forøget udgave ved det vidt berømte universitet i Leipzig. Tillykke, Henrik, med din store dygtighed, [A3v] og gør nu så snart som muligt din synonym-urtegård, som du egenhændigt og i dit ansigts sved har beplantet med spirer fra latinens lysthave, eller rettere dens vidtstrakte enge, og som nu bugner med blomster og knopper og med største sikkerhed lover sin dyrker de sødeste frugter, klar til vores brug (for du har smykket den tilstrækkeligt og sikret den med gærder). Fortsæt derpå som du så smukt er begyndt, og forsyn med rent sind Danmarks ungdom med den rene litteratur i dine skrifter såvel som det levede ord, for ved at gøre det vil du (som Fabius[7] siger) enten ende på toppen eller i det mindste kunne se mange under dig. Farvel og vedbliv at holde af mig, som holder så meget af dig. I hast, fra København, som uden diskussion er den vigtigste by i hele det danske rige. 5. december i år femtenhundrede og nitten efter jomfrufødslen.

Improviseret tilinjet klagemål til en dreng der elsker den litterære dannelse, af Peder Lille fra Roskilde.

Dreng! Ifald du ej ved hvor lunefuldt Lykken kan veksle,
Plante paa Rosernes Sted Tisler, og Roser igen.
Se da et sørgeligt tegn paa os, som, gamle og unge,
En beklagelig Hob, viser dig Lykkens Forlis.
Klap i din Haand, lille Dreng! hvis Fædreneland hedder Danmark,
At du har Lyset set i en saa lykkelig Tid.
Ak langt bedre end vor er Eders Skæbne: den hører,
Som med Ferlen os slog ind det barbariske Skrift.
Lokker dig alt, til Musers Smil, med det sødeste Mundgodt.
Lykke! Hvor lunefuldt veksler du Menneske-Kaar.[8]

Maro
Tilfældet omskifter alt [9]

Henrik Smith fra Malmø hilser nybegynderen i de lærde studier.

Jeg har sat mig for efter bedste evne at støtte beskæftigelsen med sprog og litteratur, der ikke alene er det smukkeste, men også (hvis man griber det rigtigt an) langt det det mest underholdende man kan tage sig til. Derfor har jeg til nytte for dig og til fremme for den lærde republik fra alle mulige forfattere samlet et udvalg af gloser med omtrent samme betydninger, som kan gøre stor nytte såvel i ubunden som i bunden stil, med foranstillede oversættelser til dansk folkesprog, opstillet i den sande rækkefølge. Med disse gloser som en slags forskrift kan du opøve dit stadig uskolede sprog. Nu sker det ikke sjældent at mange udtryk hver for sig betegner den samme ting, men adskiller sig fra hinanden ved en specifik betydning eller struktur, og for at du ikke uafvidende skal begå fejl fordi du ikke ved besked om det, har jeg tilføjet en lille bog med det formål, hvori du ganske let kan se enkelte ords relle særegenskaber og hvordan de adskiller sig fra hinanden. Hvis jeg kan se at disse to falder i din smag, vil jeg efter bedste evne forsøge ofte at give dig adgang til andre bøger af denne slags, men langt lærdere og bedre, beregnet på at bringe dig videre, sådan at du – når du har lært dette – kan nå frem til at efterligne de store forfattere, først og fremmest Terents, Cicero og de to Vergil'er, nemlig den kristne Baptista Mantuanus og den hedenske Maro, i den forstand at du af Terents lærer en passende sprogbrug, af Cicero et frodigt sprog, af de to Mantuanske Vergiler digtningens værdighed og ophøjethed for slet ikke at tale om gudfrygtig livsførelse, til Guds ære og til fædrelandets forskønnelse og forbedring i tiden der skal komme. Lev vel, og hold af mig.

Henrik Smith fra Malmø hilser den renfærdige læser.

På grund af for stort hastværk med dette værk vil du finde nogle, omend kun få, ting der er mindre omhyggeligt korrekturlæst. Men det vil være op til din renfærdighed at tolke alt renfærdigt og skærme mig imod de mennesker der eventuelt måtte puste sig op og være frække nok til at beskylde mig for plagiat fordi jeg under bearbejdningen af højlærde Hieronymus Cingularius Aurimontanus’ lille bog til brug for den danske ungdom har ændret en smule og givet den en ny titel – som om lærde folk aldrig havde foretaget sig den slags før. Men, hvordan det end forholder sig med det: jeg vil mene at jeg har gjort hvad jeg skal, så længe jeg forstår at mit lille arbejde er faldet i god jord hos dig og lærde og gode folk. Lev vel, og undgå at indlade dig med barbarer og folk der rakker ned på andres arbejde – ellers kan også din renfærdighed blive tilsmudset. 

Trykt i København hos Melchior Blume, den særdeles erfarne bogtrykkermester, 22. februar, 1520 efter verdens frelse.

Med privilegium 

[R4v: under træsnit]

Den berømmelige og uovervindelige danske konges våben.

1. Digtet oversat af Vilhelm Andersen, Tider og Typer I 1, København 1907, 105.

2. Gellius, Noctes Atticae 19.10.13.

3.  Jeronimus, Epistolae 107

4. I 6. bog af Iliaden bytter Glaucus rustning med Diomedes på trods af at hans egen rustning er af guld, mens Diomedes' er af bronce (Il. 6.234-36).

5. Udtrykket indocte docti bruges af Erasmus i flere værker.

6. Christiern Pedersens Vocabularium ad usum Dacorum (Paris 1510), hvis 3. udgave (Leipzig 1518) blev besørget af Henrik Smith.

7. Quintilian.

8. Digtet oversat af Vilhelm Andersen, Tider og Typer I 1, København 1907, 109.

9. Vergil, Eklogerne 9.5: ... Fors omnia versat.