Tekstbase - kontekst

MAnd finder hen nord vdi vildene Sø Grønland, Hætland oc Ørkenø, De ligge saa langt aff lede, Grønland hæn vnder den yderste Tracht, Som nogen i Værden haffuer i Macht, Oc Syndder oc Nør, de skede. Kuld oc Frost, Storm, Snee oc Ijsz, Om Vinterens tide, er Landsens Prjsz, Met mørcke Nætter oc langge, Himmel oc Vand haffuer veffnet det Land Der kommer ey til nogen Værdens Mand, At Væyen jo giøris ham bange. Dog haffuer den Gud, som det stifftedt saa, At Mænnisken skulle der bygge paa, Diss' giffuit bod', Raad och Effne, Och førdt sit Folck aff Armenien hjd, Besætte de Lande i fordum tjd, Huær effter sin Art, och Skæffne. I Norge paa Klippen, och høyeste Fiæld, Lod hand dennem bygge bod' Byer oc Giæld De bleffue der Mechtig oc mange, De seyledt vd saa vide om Land, Och actede ringe om Væir oc Vand, Paa Lycken lod de det gange. Och hun var dennem saa mild oc bljd, Baade Himmel oc Haw gick dennem til vild, De regned' ey ved een Awne. Och funde der offuer saa mangen skøn ødt, Huor de kunde søge sin Næring oc Brød, Paa leylige Næss oc Hawne. Der Klærckene skreffue Syff hundrede Aar, Halffierdesinds tyffue, som røctet staar, Nadoch lagde Snæcke fra Lande: