Tekstbase - kontekst
Du er på side 1 af 97 sider (Side 53 i forlægget)
Document Buttons
Anno ab orbe reconciliato Millesimo quadragesimo sexto, electus est in regem Danorum Sueno quidam, Chanuto duro ex sorore Estride nepos, a qua etiam cognomentum accepit, repudiato patris sui Wlffonis cognomento, ob maternam pudicitiam ab eodem Wlffone, pretextu legittimi coniugij, maximo dolo stupratam. Vnde non est vulgo dictus ab Wlffone patre, sed ab Estrida matre, Suend Estridsøn. Hic inter multos, quos genuerat filios, duos habuit insigni pietate ac probitate uiros, qui erant maxima patrię ornamenta. Quorum primus dictus Chanutus, martyr dei effectus (quando Ottonie a perfidis Iutis et Pheonibus in caussa pietatis ac religionis interfectus occubuit) gloriosissimus euasit. Secundus uero Ericus, ex reipsa cognomento bonus, solo martyrio Chanuto fratre minor, in ceteris uero pietatis dotibus aut equalis aut etiam maior. Anno autem regni sui octauo Hierosolymam profectus, mortuus est in Cypro, insula toto orbe famatissima, ubi etiam non sine grandi miraculo sepultus est, eadem insula ab illius sepultura defunctorum cadauera continente, que antea continere non poterat. Igitur ex his preclarissimis uiris propagatum est, quicquid regie stirpis nunc reperiatur in his tribus
Aar 1046 efter Verdensforsoningen blev til de Danskes Konge valgt en Mand ved Navn Svend, Søn af haarde Knuds Søster Estrid, efter hvem han ogsaa fik sit Tilnavn, da han ikke vilde kalde sig efter sin Fader Ulv, fordi samme Ulv under et lovligt Ægteskabs Paaskud paa svigefuld Maade havde krænket hans Moders Kyskhed. Derfor kaldes han i Almindelighed ikke efter sin Fader Ulv, men efter sin Moder Estrid, nemlig Svend Estridsøn. Blandt de mange Sønner, han havde avlet, var der to, som især udmærkede sig ved Fromhed og Retskaffenhed og som vare til den største Pryd for deres Fædreland. Den første af disse hed Knud og blev meget berømt derved, at han blev en Guds Martyr; han blev nemlig dræbt i Odense af de troløse Jyder og Fynboer for sin Fromheds og Gudsfrygts Skyld. Den anden var Erik, som af sin Godhed fik Navnet Ejegod og kun med Hensyn til Martyrdømmet stod tilbage for Knud, men i alle andre Henseender var hans Ligemand i Fromhed, ja maaske større. I sin Regerings ottende Aar drog han nemlig til Jerusalem og døde paa Cypern, en Ø, der er vide bekendt over hele Verden, og hvor ogsaa hans Begravelse medførte et stort Vidunder; thi siden hans Jordfæstelse kunde Øen holde paa de dødes Lig, hvad den tidligere ikke formaaede. Fra disse berømte Mænd nedstammer alt, hvad der nu af kongelig Stamme findes i disse tre
