Tekstbase - kontekst
Du er på side 1 af 6 sider (Side 13 i forlægget)
Document Buttons
In Vraniam Elegia Autoris.
ESt locus ad Rynæ properantes fluminis vndas,
Aspicies, Musas hîc habitare putes;
Quo non fertilior, quo non iucundior extat,
Qua videt Arctoum SCANIA tota polum;
Scania diues opum, studijsque exercita bellj,
Et decus et Dani gloria prima soli;
Hunc nemus vmbroso circumdans vndique flexu,
Claudit in aprico mollia prata sinu.
In medio spectanda domus, cui prisca Vetustas
Concessit nomen HERRIS habere VADI.
Hanc, olim, vafris turba insignita cucullis,
Incoluit, fingens Relligionis opus.
Dum Romanus, adhuc, populo, sua Sacra, Sacerdos
Venderet, et pretio Tartara clausa forent.
Ast vbi nunc seris, Dijs sic statuentibus, annis,
Dania Pontificum spreuit obire iugum:
Hæc quoque lucriferæ pietati turba ministrans,
Protinus est illo cedere iussa loco.
Nunc tenet antiquo BILDORVM sanguine, cretus
STENO, Prosapiæ gloria magna suæ.
Steno suæ Patriæ decus, et tutator honesti,
Quo fera Barbaries, vindice pulsa, fugit.
Testantur Venetos imitantia Vitra labores,
Quæ Cristallino clara colore nitent.
Testatur celebris, prius Ars inculta, Papyri,
Culta sub auspicijs reddita Steno tuis.
HAC ego Stenonj, quòd noster Auunculus esset,
Tempore dum longo, iunctus in æde moror;
Fortè per vmbriferæ digressus limina Syluæ,
Solus ad irriguas expatiabar aquas.
Sol erat Hesperias se tunc missurus in vndas,
Lunaque nocturnos accelerauit equos.
En DEA (nescio quæ) cœlo delapsa sereno,
Protinus hîc oculos constitit ante meos.
Extimui, et rigido stabant horrore capillj;
Donec, quos dederat, sustulit ipsa, metus.
Pone metum, dixit, nec nostros effuge vultus,
O Iuuenis, studijs non abigende meis.
Om Urania, elegi af forfatteren
Se, der findes et sted ved den strømmende Rønneås bølger,
den der ser det, vil tro muserne bor netop dér.
Intet sted er så frugtbart som det, ej heller så dejligt,
der hvor Skånelands jord ser mod den nordlige pol.
Skåne har rigdom og guld og er øvet i krigens teknikker,
Skåne er danskernes lands smykke og fornemste pryd.
Stedet er kranset fra hver en kant af skyggefuld skov, der
slutter den dejlige eng fast i sin lysåbne favn.
Midt i alt det vil man se et hus, som i hensvundne tider
fortidens slægter gav navn: Herrevad kaldte de det.
Det beboed engang en bande i luskede kutter,
snedige folk der bedrev noget de påstod var kult.
Det var mens paven i Rom endnu lod befolkningen købe
sakramenter, og mens Helved blev låst mod gebyr!
Men da nu, på gudernes bud, i de seneste tider
Danmark bød paverne trods, nægted at ta deres åg,
da fik banden der her forvalted den lønsomme fromhed,
ufortøvet besked om at begive sig derfra.
Nu bebos det af Sten, en søn af den urgamle, ædle
Billeslægts blod, og en stor pryd for sin fornemme slægt.
Sten er sit fædrelands stolthed, enhver anstændigheds vogter,
den ved hvis hævnende hånd grumt barbari slås på flugt.
Det bevidner hans glas, der står mål med Venedigs produkter,
og som stråler med klar, ren krystallinsk kolorit.
Det bevidner papir, et aldrig før opdyrket håndværk,
som under dig, min Sten, er blevet vækket til liv.
Hér, i det hus, i selskab med Sten – han var jo min onkel –
holdt jeg i længere tid til som en gæst i hans hjem.
Og en dag var jeg ude at gå i en skyggefuld skovkant
og gik om for mig selv langs med den rislende å.
Solen var netop på vej til at synke i Hesperus' bølger
alt mens Månen fik sat fart i sit natlige spand.
Se, da sank en gudinde (men hvem, det vidste jeg ikke)
ned fra himlen så klar, stod i et nu for mit blik.
Jeg blev grebet af skræk og hårene stod på mit hoved,
indtil hun selv forjog frygten hun satte mig i.
»Glem blot din frygt, « bemærkede hun, »flygt ikke for synet,
du, unge mand, som helst ikke skal bort fra min kunst.
