Tekstbase - kontekst
Du er på side 5 af 6 sider (Side 17 i forlægget)
Document Buttons
Nec labor à studijs, terret Olympe tuis.
Et placet, et placeat alijs, iactare triumphos,
Celsaque grandiloquo verba tonare sono.
Vel memorare suam longæua ab origine stirpem,
Atque sibi laudi facta putare Patrum.
Sintque alijs cordi Regumque Ducumque fauores,
Sint cordi è terra quæ fodiuntur opes.
Quos levis Ambitio, lucrique insana cupido
Vexat, et Officij grandis obire iugum.
Delectent multos furibundi pocula Bacchi,
Pocula per madidos sæpè iterata dies.
Multos blanda Venus lepidis amentet ocellis,
Quos levis, insanj torquet amoris, amor.
Alea sit iucunda alijs, depictaque charta,
Quos Horas et opes perdere sorte lubet.
Nonnullis agitare feras, leporemque fugacem
Prendere veloci, sit sua cura, cane.
Sint quibus egregium est agiles equitare caballos,
Et premere in gyrum terga ferocis equi.
Pluraque delectent alios, si plura supersunt,
More suo ingenuis quæ peragenda viris.
Scilicet his studijs Virtus generosa probatur,
Nobile Nobilitas fortè requirit opus.
Non equidem inuideo, miseret magis ista placere,
His quibus excellens debuit esse decus.
Est tamen his aliquando suus (concedimus) vsus,
Corpus enim, fuerint si moderata, iuuant.
Ipse quoque, et quiuis, cum sic fert tempus, et ista
Possumus, exigua namque opus arte puto.
Et licet ipse etiam, genitus de Gente BRAHORVM,
Nomen ab insigni Nobilitate traham:
Et licet antiquus materni sanguinis ordo
BILDORVM celebrem me quoque stirpe ferat:
Nil tamen his moueor. Nam, quæ non fecimus Ipsi
Et Genus et Proauos, non ego nostra voco.
At mea Mens ausis operum maioribus ardet,
In quibus excellens cernitur esse labor.
Rebus in excelsis decus est et gloria maior,
Parua leues animos cura mouere solet.
Me iuuat ingenio conscendere tecta Tonantis,
Celsaque stelliferi signa notare Polj.
grin eller arbejdets slid bort fra din forskning, Olymp.
Andre kan lide, og lad dem blot det, at prale af sejre
og med brovtende røst fremsige højstemte ord,
eller at opremse slægt og æt fra den fjerneste fortid,
selv tage æren for alt det deres aner har gjort.
Andre kan finde behag i kongers og herskeres nåde,
fryde sig over det guld jorden har gemt i sit dyb,
plaget af tom ambition og afsindigt begær efter vinding,
og at bære et stort embedes tyngende åg.
Lad blot dem sætte pris på den rasende Bacchus' bægre,
bægre der stadig blir fyldt, fugtige dage på rad.
Mange kan Venus så mild med de yndige øjne bedåre
plaget af flygtigt begær efter begærets mani.
Andre har morskab af spil med bemalede kort og med terning,
alt, både penge og tid, ødsler de væk på hasard.
Slet ikke få har lyst til at jage den frygtsomme hare,
lade den hurtige hund fange det flygtende vildt.
Og der er dem der finder det fint at ride behændigt
og at tvinge en vild hest til at trave i ring.
Andet igen kan andre ha smag for såfremt det er mere
som en fribåren mand per tradition tar sig til.
Den slags er åbenbart det der påviser adelig storhed,
ja, den ædleste rang kræver en ædel bedrift!
Jeg er dog ikke jaloux, jeg beklager kun de interesser
netop hos dem hvis liv burde ha virkligt format.
Dog: de kan have, det indrømmer jeg, deres nytte til tider:
legemet gavner de nok, hvis det blir gjort moderat.
Også jeg selv, ja hvem som helst, kan når tiden er til det,
sysle med al den slags, for det er slet ingen kunst.
Og skønt jeg selv sågar, som en ætling af BRAHERNES stamme,
har mit fornemme navn fra en betydelig slægt,
og skønt den urgamle BILLEslægts blod på mødrene side
også må hæve mig op mellem de fornemme folk,
rør det mig ikke, for det som jeg ikke personlig har frembragt,
såsom aner og slægt, kalder jeg ikke for mit.
Mit sind brænder af lyst til en større og ædlere indsats,
en hvori mit slid er af en ophøjet art.
I de højeste ting er der langt mere hæder og ære
mens det ydmyge tit griber en svagere ånd.
Jeg holder af med min ånd at bestige den tordnendes tinder
og på stjernernes hvælv mønstre de knejsende tegn.
