Tekstbase - kontekst
Du er på side 6 af 6 sider (Side 18 i forlægget)
Document Buttons
Me iuuat in toto quæ splendent plurima cœlo,
Miranda artificis cernere facta Dej.
Hoc opus est Hominis, hæc est ea Dia voluptas,
Quæ similes celsis nos facit esse Deis.
Quisquis enim superas animo volitare per arces,
Syderaque ingenio gaudet adire suo.
Dissimiles hominum curas, similesque Deorum,
Et sua quo terris Mens releuetur, habet.
Promissumque studet prius hîc cognoscere cœlum,
Nec nouus ignotas hospes adire domos.
Siue agat in terris, illum delectat Olympus,
Dum vitæ in fragili corpore gestat onus:
Siue agat in cœlis, illum delectat Olympus,
Cum datur æterna conditione fruj.
Felix in terris igitur, super æthera felix,
Æthera quem terris præposuisse, iuuat.
At quisquis pecudum similis, cœlestia temnit,
Viuit, et est vitæ nescius ipse suæ:
Tantùm etenim terrena sapit, mortalia tantùm,
Et, quæ cœca potest Talpa videre, videt.
Sed pauci, heu nimiùm pauci, quibus almus Apollo
Hoc dedit, vt videant id quod Olympus habet.
Namque opus est illos, spretis mortalibus actis,
Altius ad Superos exeruisse caput.
Hos non blanda Venus, stolidi non pocula Bacchi
Decipiunt, nec opes, nec fugitiuus honos:
Sed præclara magis, magis his illustria spectant,
In quibus et superis est sua cura Deis:
Vincere sublimj, sublimia sidera, Mente,
Ætheraque Ingenio supposuisse suo.
Jeg holder af at iagttage alt hvad der funkler på himlen,
se den skabende Guds værk, så forunderligt smukt.
Dette er menneskets hverv, dét er en guddommelig lykke
som gør os mennesker lig gudernes himmelske flok.
Den der kan lide med sin sjæl at flyve blandt himmelens tinder,
og at nå med sin ånd op mellem stjernerne selv,
han har en lyst der er lig med gudernes, ikke med menskers,
én der kan løfte hans sind bort fra det jordiske her.
Himlen der lovedes os, har han lyst til at kende på forhånd
så han kender sit hjem når han skal flytte dertil.
Har han på jorden sin gang, bereder Olympen ham glæde,
mens han bærer sit livs vægt i en dødelig krop.
Har han i himlen sin gang, bereder Olympen ham glæde,
for da nyder han selv godt af det evige liv.
Lykkelig er han på jord, og lykkelig højt over æthren,
han for hvem ætherens hvælv ganske fordunkler vor jord.
Den, til gengæld, der lissom et dyr vil blæse på himlen,
lever, men ret beset uden begreb om sit liv.
Han har jo kun forstand på det jordiske, det der forfalder,
ser kun det som en blind muldvarp i jorden kan se.
Men det er få, ak, alt for få den milde Apollo
gav den gave at se alt på den høje Olymp.
De må nødvendigvis helt lade hånt om al dødelig gerning
for at få hovedet højt op der hvor guderne bor.
Dem kan hverken en Venus så mild eller Bacchus så tumpet
lure, og ej heller guld eller den flygtige ros.
Nej, de stræber imod noget større og langt mere fornemt,
noget som guderne selv også bekymrer sig om:
nemlig med knejsende sind at bestige de knejsende stjerner
og lade ånden få magt over det himmelske hvælv.
