Tekstbase - kontekst

At Norrig oc Suærrig och Danmarck med, De skulde snart spørge, och finde det, Huad Ilden hand vil dem tyde. Slig Bryndde vaar alderig førre seet, At Landene vaar jo noget teet, Som dem maatte vel fortryde. Paa Knappefælds Juckel och Trollediung, Saae mand oc slig Syn i samme Stund, Saa huer kunde vel besinde: At Landet det brændder hen vnder need, Naar Ildden fanger offuerhaand nogen leed Saa monne hand sig vdtuinge. Men huad den Lue arbeyder vdi, Om saadant kand sæde, oc noget thy, Det lader wi andre vel dømme. Norrig oc Suærrig, och Grønland ocsaa, De kunde der effter, vel skønne oppaa, Sligt skede dem ey til fromme. De Riger de kom vdi D anis hand, Och Grønland foruildis vdi den Strand, Ey langt effter disse tjde. Saa tegner allt GVD, oc minder oss paa, Naar nogen Forandring oss for monne staa, Wi skulle hans Forsætt vide. Der saadant til Grønland bleff kyndet oc spurt Den menige Mand de acted ey stort: Bisp Alff gick det flux til Sinde. Och som hand var baade gammel oc graa, Och kunde ey nogen Sorrig vdstaa, Saa monne ham Døden tuinge. Saa bleff fra Trundhiem did skicket hen, Bisp Jon, som fick det Stict vdi gen, Dog hand lod sig icke nøye. Men tog det an, lagde vind oppaa, Met lowlig Aarsage at komme der fra, I huad hand midler skuld' døye. Hand var en Eddelig Iszlendder god, Der fød aff merckelig Folck oc Blod, De gamle Skaldrer oc gode.