Du er her: Forside Tekstbase Johs. Oldendorph: Selvbiografi (1563) Johs. Oldendorph: Selvbiografi (1563), Side: 18 (42 i forlægget)

Tekstbase - kontekst

Du er på side 18 af 63 sider (Side 42 i forlægget)

Johs. Oldendorph: Selvbiografi (1563)
Document Buttons

slags lille prædiken ud fra 3. kapitel i Romerbrevet; jeg viste min disposition og de steder i samme tekst, som skulde behandles, til samme doktor Æpinus, som svarede, at han virkelig var veltilfreds med denne disposition, for, sagde han, »din disposition er rigtig, from og lærd.« »Du har, min søn,« sagde han, »betydelige og store gaver fra Gud, og du har stemmens, foredragets og lærdommens midler til rådighed. Dem må nemlig en prædikant gøre brug af,« sagde han. »Jeg vil i morgen høre dig i Skt. Georgskirken næsten som en Stentor.« Jeg var dog meget ængstelig ved at indlade mig på så stor en prøve på gudfrygtighed og lærdom. Men den følgende dag blev doktor Æpinus sammen med andre præster, som også vilde have hørt mig, forhindret. På den måde blev derfor dengang min første prædiken forhindret og ikke holdt.

I det Herrens år 1549 den 9. august stak vi til søs fra Hamburg med skipperen Kort Lüneburg og sejlede 14 dage på havet i Jesu Kristi navn. Til sidst rejste der sig en storm, og vi var i stor livsfare. Vi blev nemlig nødt til at skaffe os to krigsskibe og førere til en god havn. Disse førte os til Lesthoff havn i England med så stor fare, at roret på det så store nye skib to gange berørte dybets sandbund. Men vi blev ved med at påkalde Gud og nåede i god behold til Lesthoff. Efter et ophold på tre dage der, skaffede skipperen sig en lods, som førte skibet til London, hvor vi ankom den 4. september.

Den 5. september gik jeg til Lambeth Palace i nærheden af London, hvor dengang borgherren, ærkebiskoppen af Canterbury, opholdt sig, hos hvem på det tidspunkt doktor Martin Butzer og magister Paulus Fagius var gæster. .

Denne ærkebiskop af Canterbury Thomas Cranmer lod mig, efter gennemlæsning af Johannes Laskis anbefaling, kalde til sig og sagde i nærværelse af doktor Martin Butzer, doktor Peter Alexander, magister Immanuel og nogle få andre på Butzers værelse: »Du er mig,« sagde han, »meget velkommen; du skal være min amanuensis, og jeg vil give dig en god løn.« Jeg svarede med ærbødighed og i beskedenhed, at jeg med Guds hjælp samvittighedsfuldt og trofast vilde stå til tjeneste for Hans Magnificens. Han spurgte mig da om forskelligt, gav mig 4 engelske kroner og sørgede for, at der blev givet mig et værelse. Magister Immanuel omtalte mig godt hos ærkebiskoppen,