Tekstbase - kontekst
Du er på side 50 af 63 sider (Side 106 i forlægget)
Document Buttons
efter Gud min lid til Eders fyrstelige Nåde, at denne spot og foragt ikke overgår mig efter mine fjenders begær.« Han svarede: »Giv Eder tilfreds, vi vil se til det.« Bagefter nævnede jeg underholdet og sagde: »Nådige [herre], de tilbød mig 4 ørtug korn; det er jeg ikke hjulpet meget med.« Dertil svarede han ikke noget. Til sidst sagde han: » Jeg vil være Eders nådige herre og vil betænke mig angående Eders sag.« Efter at have sagt dette, gik han ind i den ny lade, som var fuld af korn, og jeg gik hjem igen.
Den 1. december 1564 nævnede jeg fyrstens udtalelser og svar over for Boie; han svarede: »Hvis fyrsten ikke har villet holde sit løfte, så er jeg,« sagde han, »gjort til en løgner.« Jeg svarede: »Jeg kan i denne sag ikke finde mig i, at der påføres mig så stor en skam.« Samme dag kom min hustru tilbage fra Flensborg med Hans Paulsen som kusk, og straks samme aften gav jeg Boie Georg Beyers brev og et lille brev fra Marin Carstens. Han vilde hverken læse for mig, hvad de havde skrevet, eller give mig deres skrivelse.
Den 3. december talte jeg om forskellige ting med Boie, som da først, måske tilskyndet til det af sin hustru, nægtede at gøre noget som helst for mig, tvært imod alle sine løfter, edelige forsikringer og breve. Endvidere rådede han, der så mange gange før har rådet fra, når jeg vilde gå af, mig til at rejse bort. Så stor er troløsheden, for ikke at sige samvittighedsløsheden, selv hos store mænd, som kryber for fyrsterne imod Gud og deres samvittighed. Gud omvende dem!
Jeg sagde også, at jeg vilde forsvare såvel evangeliets tjeneste, til hvilken Gud har kaldet mig, som mit rygte i lærde mænds forsamling i Wittenberg, Slesvig eller andetsteds; denne udtalelse tog han ilde op.
Den 12. december om aftenen sagde han på dansk med et blik på sin førstefødte søn Laurentius: »Så sandt som jeg vil, at Gud skal give ham lykke og råd, så sandt vil jeg altid være Eder tro i Eders sag.« Det havde han før mere end tyve gange lovet mig med fingrene opløftet til ed: »Lad mig gå evig fortabt med sjæl og legeme, hvis jeg ikke altid vil være dig tro i dine sager og anliggender, som en fader skylder sine børn at være.« Iøvrigt har jeg ofte gjort den modsatte erfaring. For egenkærlighed, lyst til tom ære, mangel på kærlighed
