Du er her: Forside Tekstbase Johs. Oldendorph: Selvbiografi (1563) Johs. Oldendorph: Selvbiografi (1563), Side: 8 (22 i forlægget)

Tekstbase - kontekst

Du er på side 8 af 63 sider (Side 22 i forlægget)

Johs. Oldendorph: Selvbiografi (1563)
Document Buttons

ånd til Gud, så legemet kan hvile til den kommende opstandelse til evigt liv og herlighed. Amen. .

Hendes legeme blev begravet med ære i kannikernes kirke i Haderslev. Min fader forblev derfor enkemand indtil dagen for sin bortgang, det vil sige til år 1546, 20 år.

Her følger EN BESKRIVELSE AF HVERT ENKELT AF SÅVEL MINE BRØDRES SOM SØSTRES ÆGTESKABER, OG HVOR MANGE BØRN DER ER FREMGAET AF DEM.

År 1538 fandt søndag før Skt. Andreas' dag, det er den 28. november, min søster Marinas bryllup sted med Olaus Jensen, som var født i Flensborg og fik sin første hustru i Haderslev, nemlig borgmester Henrik Mecklenborgs søster, med hvem han havde et talrigt afkom. Da hun var død, bad han om min søster. Min fader, overtalt til det af sin fornuft for rigdoms skyld, gav sin datter til en ryggesløs mand, som til den dag i dag er gudløs.

Denne min søster fødte ham i det Herrens år 1540 otte dage før Skt. Hansdag, det er omkring 15. juni, den førstefødte søn, som blev kaldt Olaus og ved Guds nåde endnu er i live.

Derefter fødte hun år 1541 omkring Mikkelsdag en datter, som efter vor moders navn blev kaldt Ilsebe og er i live til nu.

Hun fødte også flere børn, nemlig fire, af hvilke to blev født for tidligt, og af dem døde det ene, måske en pige, i moders liv sammen med moderen.

I det Herrens år 1546 døde den 25. september denne min søster gudfrygtigt i Kristus Jesus, mens jeg opholdt mig i Wittenberg. Hun siges at være død ved fødselen under meget store smerter sammen med barnet.

År 15 .. fandt min søster Ingeborgs bryllup med den agtværdige unge mand Markus Petersen sted i byen Middelfart på Fyn. Han var af adelig herkomst både på fædrene og mødrene side, idet hans fader var af Schoubøll-familien; han havde navnet Peter Fynbo og var der borgmester for samme by. Hans moder Anna nedstammede fra familien Eriksen.