Tekstbase - kontekst
Du er på side 25 af 97 sider (Side 77 i forlægget)
Document Buttons
bello Lubicensibus fuerat a predonibus Danorum Ioanne Holgeri et Seuerino Nørby rapta, pro cuius solutionis fide mox Fridericus dux resignauit Lubicensibus uice pignoris dicionem quandam Holsatici ducatus, donec illis ad plenum solueretur, possidendam. Hanc itaque pecuniam cum iure et pollicitatione coactus resoluisset, priusquam regni diademate potiretur Christiernus rex, grauiter est offensus, caussans, huiusmodi summam non tam legati episcopi imperitia, quam malicia in odium regis Christierni Lubicensibus fuisse promissam. Nam prefatus Ieorgius Scotborg recensuit in defensione regis Christierni magnum iniuriarum catalogum aduersus episcopum Ottoniensem, quomodo illius delationibus frequenter haberet patrem suum regem Ioannem sibi grauiter infensum, quomodo item matrem regis Christinam reginam graui contemptu offendisset, interfecto illius prefecto nobili uiro Ottone Portzfæld. Cumque ad hec omnia intrepide et magna constantia respondisset, ac efficaces rationes falsis persuasionibus et uanis suspicionibus opposuisset, magna admiratione etiam legati Rhomani pontificis Arcimboldi, qui tum aderat, Verum cum esset iure quidem superior, uiribus autem et copiis inferior, mox captus est, traditusque archiepiscopo Birgero, sub illius fideiussione adseruandus. Inde paulopost ereptus, missus est ad arcem Wordenborg, tetriore carcere affligendus. Nam quo crudelius tractaretur, additi sunt ei custodes milites gregarij quatuor, qui quotidianis molestiis saturatum tandem extinguerent. Deinde aliquousque regi reconciliatus, illum in triumphatam Suetiam est sequutus, ubi re
de Danskes Fribyttere, Jens Holgersøn og Søren Nørby, havde røvet fra Lybeckerne uden Krigserklæring. Som Borgen for denne Sums Udbetaling oplod Hertug Frederik kort efter et Amt i Hertugdømmet Holsten som Pant, indtil Summen fuldt udbetaltes. Da Kong Kristiern derfor af retslige Grunde og ved givne Løfter var bleven tvungen til at betale denne Pengesum tilbage, før han blev kronet, blev han meget forbitret, idet han anførte som Grund, at det ikke saa meget var af Ukyndighed, at Biskoppen som Sendebud havde lovet Lybeckerne en saadan Pengesum, som af Ondskab, for at vække Had mod Kong Kristiern. Thi fornævnte Jørgen Skodborg oplæste under sit Forsvar for Kong Kristiern en stor Liste paa Forurettelser, som Biskoppen skulde have begaaet: hans Angivelser skulde have været Skyld i, at hans Fader Kong Hans hyppig havde været dybt fortørnet paa sin Søn, og ligeledes havde han viist stor Haan mod Kongens Moder Dronning Kristine og i høj Grad fortørnet hende ved Drabet paa hendes Lensmand, Adelsmanden Otto Portzfeld. Paa alle disse Beskyldninger svarede Biskoppen uforfærdet og med stor Ro og stillede gyldige Grunde og Kendsgerninger mod falske Indbildninger og tomme Mistanker, saa at selv den romerske Paves Legat Arcimboldus, som da var tilstede, udtalte sin Beundring herover. Men da han nok havde Retten paa sin Side, men ikke Magten og Vælden, saa blev han kort efter fængslet og overgivet til Ærkebiskop Byrge, der maatte stille Borgen for hans Forvaring. Senere blev han revet bort herfra og sendt til Vordingborg Slot for at plages i et værre Fængsel. Thi for at behandle ham med større Grusomhed gav man ham fire Landsknægte til Bevogtere, som ved deres daglige Plagerier til sidst skulde se at faa Livet af ham. Da han derpaa efter nogen Tids Forløb atter var bleven udsonet med Kongen, fulgte han denne til Sverig, som nu var blevet undertvunget. Men da
