Tekstbase - kontekst
Du er på side 2 af 6 sider (Side 14 i forlægget)
Document Buttons
Sum Dea, (si nescis) quæ clarum nomen Olympo,
VRANIÆ, quod in hoc sit mea cura, fero.
Inter Apollineas, suauissima Numina, Musas,
Non me magnanimo charior vlla Iouj.
Qualis enim terræ decliuis, celsior æther,
Immensis superat, iugera parua, vijs,
Sic ego, sic nostras, tollo caput ante Sorores;
Ignoscat dictis, Calliopeia, meis.
Illæ etenim vanos hominum cantare labores,
Regna, Voluptates, Bellaque dira, solent.
Et quæ præterea misero peraguntur in Orbe,
Cuncta per exiguos mox abolenda dies.
Ast ego res sperno Terræque Hominumque caducas,
Scandere in Æthereas stat mea cura Domos.
Et sublime Polo caput, vltra nubila tollens,
Cum Ioue, cœlestj perfruor Ambrosia.
Illic perpetuos Mundi septemplicis Orbes
Scrutor, et assiduis Sidera sueta vijs:
Sidera diuinj testantia Numinis Artem,
Qua posuit vasto candida tecta Polo:
Sidera venturj iamdudum conscia Fatj,
Conscia sæpè boni, conscia sæpè malj:
Sidera quæ vobis etiam sua iura ministrant,
Multaque per tacitas dantque negantque vias.
Non tamen hæc Animum cogunt ratione fruentem;
Nam facit arbitrio, quæ volet, ille, suo.
At quia perpaucj Rationis tramite currunt,
Cœlica perpaucis flectere Fata datum.
Hinc ego venturas mortalibus indico clades,
Præuisum vt possint arte levare malum.
Talibus oblector, sunt hæc mea maxima cura,
Quæ nec in æternos sunt peritura dies.
Iam puto non quæres quæ sim, quæ munia gestem,
Quamque inter reliquas sim decorata Deas.
Sum tamen his (fateor) re tantum vilior vna,
Culpa sed hanc hominum, non mea culpa facit.
Quod pauci in terris sint, qui mea castra sequantur,
Castra quidem segni non adeunda pede.
Illis Turba frequens, lucro stimulante, dicata est,
Quod faciles habeant in sua castra vias.
Res quoque mortales, mortalia pectora curant,
Jeg er gudinden ved navn Urania (viste du det mon?)
efter Olympen, for den er hvad jeg arbejder med.
Blandt de charmerende muser, de ni apollinske gudinder,
elsker den højeste gud ingen så meget som mig.
For som den knejsende æther står højt over jorden dernede,
og dens mægtige løb overgår få tønder land
således hæver nu jeg mig højt over søstrenes skare
– gid Kalliope må ta sådanne ord med et smil –
for de synger jo kun om menneskers golde strabadser,
nydelser, højhed og magt, og om den grusomme krig.
Og hvad der ellers går for sig på denne ynkværdige klode,
alt det som varer så kort inden det svinder og dør.
Jeg lader hånt om alt der forgår blandt mensker på jorden,
nej, jeg vil stige til vejrs, op til de himmelske hjem.
Højt over skyerne hæver jeg stolt mit hoved til himlen,
nyder med Jupiter selv himmelsk ambrosia sød.
Dér studerer jeg himmelens syv bestandige kredse
ser på stjernerne selv i deres vante forløb.
Stjernerne vidner om kunsten hvormed den hellige guddom
satte det skinnende tag over den mægtige pol.
Stjernerne kender til alt hvad skæbnen i fremtiden bringer,
de kender ofte til godt, de kender ofte til ondt.
Også for jer forvalter jo de deres love og regler,
på deres tystladne vej nægter og tilstår de mangt.
Dog, et sind ved sin fulde fornuft kan de ikke betvinge,
for det gør hvad det vil, følger sin dømmekraft selv.
Men da uendelig få lar sig lede på vej af fornuften,
kan kun uendeligt få ændre den himmelske lod.
Således viser jeg menskene hvad der skal komme af modgang,
så de kan være beredt og gøre ulykken let.
Den slags ynder nu jeg, det vier jeg hele min omsorg,
det der nu og for al evighed aldrig forgår.
Nu spør du næppe om hvem jeg mon er og hvad jeg bedriver,
eller min særlige plads højt over musernes flok.
Dog står jeg nok (må jeg vedstå) på ét punkt under de andre,
det har dog mennesker gjort, selv er jeg helt uden skyld:
Der er for få her på jord der har meldt sig til kamp bag min fane,
hvor man ikke når hen hvis man er langsom til fods.
Dem følger talrige skarer af folk som er lokket af vinding
for til deres armé kommer man uden besvær.
Ja, et dødeligt bryst har kun sans for en dødelig verden,
