slags lille prædiken ud fra 3. kapitel i Romerbrevet; jeg viste min
disposition og de steder i samme tekst, som skulde behandles, til samme doktor
Æpinus, som svarede, at han virkelig var veltilfreds med denne disposition, for,
sagde han, »din disposition er rigtig, from og lærd.« »Du har, min søn,« sagde han,
»betydelige og store gaver fra Gud, og du har stemmens, foredragets og lærdommens
midler til rådighed. Dem må nemlig en prædikant gøre brug af,« sagde han. »Jeg vil i
morgen høre dig i Skt. Georgskirken næsten som en Stentor.« Jeg var dog meget
ængstelig ved at indlade mig på så stor en prøve på gudfrygtighed og lærdom. Men den
følgende dag blev doktor Æpinus sammen med andre præster, som også vilde have hørt
mig, forhindret. På den måde blev derfor dengang min første prædiken forhindret og
ikke holdt.
I det Herrens år 1549 den 9. august stak vi til søs fra Hamburg
med skipperen Kort Lüneburg og sejlede 14 dage på havet i Jesu Kristi navn. Til
sidst rejste der sig en storm, og vi var i stor livsfare. Vi blev nemlig nødt til at
skaffe os to krigsskibe og førere til en god havn. Disse førte os til Lesthoff havn
i England med så stor fare, at roret på det så store nye skib to gange berørte
dybets sandbund. Men vi blev ved med at påkalde Gud og nåede i god behold til
Lesthoff. Efter et ophold på tre dage der, skaffede skipperen sig en lods, som førte
skibet til London, hvor vi ankom den 4. september.
Den 5. september gik jeg til Lambeth Palace i nærheden af London, hvor dengang
borgherren, ærkebiskoppen af Canterbury, opholdt sig, hos hvem på det tidspunkt
doktor Martin Butzer og magister Paulus Fagius var gæster. .
Denne ærkebiskop af Canterbury Thomas Cranmer lod mig,
efter gennemlæsning af Johannes Laskis anbefaling, kalde til sig og sagde i
nærværelse af doktor Martin Butzer, doktor Peter Alexander, magister Immanuel og
nogle få andre på Butzers værelse: »Du er mig,« sagde han, »meget velkommen; du skal
være min amanuensis, og jeg vil give dig en god løn.« Jeg svarede med ærbødighed og
i beskedenhed, at jeg med Guds hjælp samvittighedsfuldt og trofast vilde stå til
tjeneste for Hans Magnificens. Han spurgte mig da om forskelligt, gav mig 4 engelske
kroner og sørgede for, at der blev givet mig et værelse. Magister Immanuel omtalte
mig godt hos ærkebiskoppen,
