Tekstbase - kontekst
Du er på side 37 af 63 sider (Side 80 i forlægget)
Document Buttons
Den 6. september prædikede jeg efter tilladelse af hr. Laurentius, som dog senere talte ondt om mig. Efter middag prædikede jeg i nogen svaghed igen ud fra Athanasius' trosbekendelse. To gange var jeg hos Jacob Lund, som på grund af sindssyge var i fængsel den 7., 8., 9., 10., 11. og 12. december. Jeg lagde mig meget syg til sengs, så jeg endog opgav håbet om dette liv, og skrev på væggen bag sengen imod fortvivlelsen: Kristus siger til dig: Du skal ikke fortvivle; jeg er for dig vejen, sandheden og livet. Af dette ord fik jeg så stor en trøst, at jeg ved Guds nåde kom til kræfter.
Den 20. september gav jeg Boie 3 hæfter med 6 gudelige sange, for at han skulde lade fyrsten se dem. Den 25. september sagde Boie, at han havde overbragt fyrsten disse sange, som han sagde havde behaget ham meget. Hvorledes dette ved bagtalelser senere blev til det modsatte, derom vil der blive talt nedenfor. .
Den 11. oktober opsøgte jeg vor hertug Hans angående Fjelstrup menighed; han svarede mig velvilligt, at han vilde give mig et godt svar i overensstemmelse med sit tilsagn. Den dag blev der fejret to bryllupper i Kolding: Ribebiskoppens med magister Pauls datter og en anden dronningens tjeners bryllup
Den 13. oktober om morgenen opsøgte jeg i Haderslev vor fyrste angående indfrielsen af det mig givne tilsagn; han svarede, at han vilde give mig et godt svar, da jeg havde ventet mange år. Iøvrigt gjorde mine misundere, hadere og bagtalere med deres nedsættende ord hos fyrsten forestillinger mod mig, som ikke vil købe mig en menighed med penge og gaver, som andre gør.
Den 14. oktober kaldte magister Jørgen Boie, sekretærerne Jiirgen Beyer og Hieronymus Boldigk mig til kirkens bibliotek og bad mig indtrængende om at opgive denne Fjelstrup menighed.
