Den 30. maj, d. v. s. Pinsedag, talte jeg i biblioteket
i Haderslev efter froprædikenen med hendes fader Carsten Laursen, som lovede mig det
samme og sagde: »Jeg giver dig min datter i Gud Faders, Søns og Helligånds navn.«
Bagefter talte jeg med hendes stedmoder Kirstine, som gav vore løfter sit bifald.
Iøvrigt vilde min broder Nicolaus og min søster Anna ikke tillade dette ægteskab.
Også flere andre slægtninge af mig, da de hørte om det, undrede sig over, at jeg
vilde ægte hende, som ikke havde nogen formue, da jeg kunde have ægtet andre, som
var rigere. Men jeg havde meget mere behag i jomfruens gudfrygtighed og ærbarhed end
i en stor pengesum.
Den 6. juni, d. v. s. Trinitatissøndag, stadfæstede vi vort løfte i den højhellige
Treenigheds navn, så ægteskabet kunde forblive godt og heldbringende for os til Guds
ære.
I biblioteket i Haderslev var til stede Carsten Laursen
og hans datter Catharina som forlovet. Jeg holdt da en opbyggelig tale i nærværelse
af vidnerne til dette vort løfte, nemlig min broder Claus Jacobsen Oldendorph, min
svoger Matz Werckmester, Villads Knutzen, Hans Lunding, Hans Knutzen, Knud
Villadsen, min søster Anna Werckmester med sine to døtre Anna og Ilzebe, Sidsel
Villadses, Anna Matzes. Jeg formede min tale således: at Gud, ægteskabets instifter,
indtrængende skal påkaldes om, at præster i særdeleshed begynder deres ægteskab i
sand gudsfrygt og ærbarhed efter Guds ord, så de efterligner profeternes og
patriarkernes eksempel og lever gudfrygtigt, ærbart og tugtigt i ægteskabet og
således opdrager deres børn, så mange som Gud vil give dem, i al gudsfrygt og
ærbarhed. Til sidst talte jeg til hendes fader om at vise sig faderlig og rundhåndet
over for sin datter; han trolovede så først sin datter til mig og sagde derpå, at
jeg skulde få den retmæssige del af arven efter ham ifølge lovene.
Een ting, som skete 3. Pinsedag, må ikke gå i glemme, og
når jeg tænker på det, synes det mig mærkværdigt. Jeg spadserede efter sædvane
blandt hvedeaksene for at meditere og læse, og da også for at synge. I nærheden af
Skinkelsbæk traf jeg min forlovede, som jeg spurgte om, hvorfra hun kom og hvad hun
bestilte. Hun sagde,
