Tekstbase - kontekst

at hun havde set på sin faders kornmarker. Jeg sagde til hende: »Kom, lad os sidde og snakke sammen.« Vi satte os derfor ved den offentlige vej, for at ingen skulde lyve os på, at vi havde haft noget ondt i sinde. Hun klagede over sin faders og stedmoders trange kår og fortrædelighed m. h. t. at skaffe sig det nødvendigste. Der kom hen imod os en barhovedet og barfodet mand, iklædt en særk og et slags livstykke, som jeg spurgte om, hvorfra han kom og hvor han vilde hen. Men han var ude af sig selv og kunde ikke give et fornuftigt svar, gik uden om os og råbte på dansk: »Hvor er hest og vogn? Min tallerken, min tallerken er borte. Tallerken, tallerken!« Men jeg lo og sagde til min forlovede, fordi hun begyndte at ængstes, at hun ikke skulde lade sig forskrække.

Undrende vilde jeg vide, hvad det dog var med dette uhyre eller denne sag; jeg bød min forlovede, at hun skulde gå tilbage til byen. Efter at hun var gået, søgte jeg efter den stakkels mand, som ikke mere viste sig for mig, og jeg kunde heller ikke finde ud af, hvor han vel havde haft vognen og hestene. Jeg formoder, at det har været et djævelens blændværk, som vilde forhindre mig i det planlagte ægteskab. Eller jeg formoder, at manden var bortført fra Nordstrand eller en anden del af landet for at forskrække og forurolige os. Men hvad det i virkeligheden var, ved jeg ikke sikkert, Gud ved det; jeg har dog mange gange mindedes det med forundring. Bagefter forfattede jeg på marken et digt om jomfruer. .

Den 1. juli gav jeg min forlovede Catharina et Nyt Testamente på tysk med formaning om at læse et kapitel daglig med from agtpågivenhed til hendes bedste; det har jeg også tit sagt til hende i Haderslev kirke, når vi var sammen, at hun skulde beflitte sig på al gudsfrygt og ærbarhed og indprente Guds ord i sin hukommelse, hvilket hun også bestemt lovede.

Den 12. september i det Herrens år 1563 fejrede vi vort bryllup i den højhellige Treenigheds navn i Haderslev i Adde Freses hus. Kapellanen hr. Lago viede os og belærte os ved Guds ord. Sognepræst Johannes Hecht nægtede at komme til mig, skønt han to gange var blevet indbudt ved et bud, måske gjorde han det af et vist hemmeligt nag til mig. Gud Fader give os ved Kristus sin forjættede Helligånd til at styre os og beskærme os mod alle Djævelens