Du er her: Forside Tekstbase Johs. Oldendorph: Selvbiografi (1563) Johs. Oldendorph: Selvbiografi (1563), Side: 47 (100 i forlægget)

Tekstbase - kontekst

Du er på side 47 af 63 sider (Side 100 i forlægget)

Johs. Oldendorph: Selvbiografi (1563)
Document Buttons

Den 5. november i det Herrens år 1564 ventede jeg længe på, at fyrsten skulde komme ud; han gik efter frokosten ud på marken. Boie frarådede imidlertid at tiltale ham; jeg svarede ham: »Ligesom jeg i sagen og anliggendet Fjelstrup er blevet skuffet og ført bag lyset med tomme løfter, således vil jeg til sidst blive elendigt bedraget.«

Da fyrsten kom ud, tiltalte jeg ham således, at Hans Højhed vilde have mig undskyldt imod dem, der bagtaler mig og taler nedsættende om mig og med deres misundelse og løgne siger, at jeg ikke er egnet til evangeliets tjeneste, fordi min forstand på grund af åndelige anfægtelser for to år siden er blevet noget svækket og forvirret. Dem, siger jeg, bad jeg fyrsten om ikke at fæste lid til. Han svarede først: »I har mange misundere i hovedet.« Jeg svarede: »Durchlauchtigste fyrste, jeg mærker, at jeg hos Eders Højhed er udsat for bagtalelser og nedsættende omtale fra deres side, der er ondsindede og fjendtlige mod mig, skammeligt prøver på at trænge mig ud af embedet i evangeliets tjeneste og har til hensigt at besudle mit rygte, som er mig kærere end dette liv.« Han svarede: »Måske duer I ikke mere til det.« Da svarede jeg skrapt: »Så ukristeligt er jeg hos Eders fyrstelige Nåde ved skændige, æreløse løgne blevet fremstillet, at den gudløse hob udlægger min store smerte og sjæleangst til skam for mig. Gud skal nok finde dem; til ham vil jeg overlade denne sag og afgørelsen. Den almægtige Gud har magt over Nebukadnezar, alle kejsere, konger og fyrster og alle mennesker så vel som over mig stakkels mand. Jeg har, Gud ske lov, min gode fornuft og forstand. Når Gud nedstøder til helvede og fører op igen, gør syg og døder og igen gør rask og levende, så skete det mig til salighed.« Han svarede: »Kære hr. Johan, der bliver snakket meget og løjet meget for mig.« Derpå sagde jeg, om han selv og andre lærde mænd vilde værdiges at høre mig prædike på tysk eller på dansk og endvidere bede på latin. Han svarede: »Giv jer tilfreds! Gud ske tak, det er i orden, jeg vil være Eders nådige herre.« Jeg svarede: »Herre fyrste, det gør en mand hjerteligt ondt, at han så skammeligt får løjet noget på hos sin landsfyrste. Jeg beder Eders fyrstelige Nåde om, at Eders Nådes tilsagn må stå ved magt.« Derpå svarede han med så godt som en