Den 27. november sagde Boie, at han på mine vegne havde henvendt sig til fyrsten,
men jeg tror, det er løgn, for han forstår storartet at snakke. Samme dag sendte jeg
på Boies råd min hustru til Flensborg med et lille brev fra mig til Georg Beyer.
Den 28. november blev i min og andre præsters nærværelse magister Jacobs lig
begravet i Øsby kirke. Boie holdt ligprædikenen og smigrede ikke så lidt for
sognebørnene, han græd endda. Han sagde, at han havde været skriftefader for Jacob,
hvis havesyge og kærlighed til penge han ikke berørte.
Den 30. november tiltalte jeg fyrsten, som ikke gav et
særlig pænt svar. Først bad jeg om, at han ville være mig en nådig herre. Han
svarede: »Jeg vil gerne være Eders nådige herre. « Jeg bad derfor om, at Øsby
menighed ifølge det givne tilsagn måtte blive tilstået mig, som havde ventet mere
end 20 år. Han svarede: »Det er langt fra, at I får den kirke.« Svar: »Nådige herre,
Eders Nåde blive ikke fortørnet, fordi jeg så ofte tiltaler Eders Nåde, når nøden
tvinger mig til det; jeg har ikke mange, som mener det oprigtigt med mig i mine
sager. Eders fyrstelige Nåde kunde have opsagt mig før; jeg havde vel for længe
siden søgt og fået en stilling og tjeneste, hvis jeg ikke havde holdt mig til Eders
Nådes tilsagn.« Svar: »Jeg har ikke givet Eder noget tilsagn.« Svar: »Nådige herre,
jeg har bragt Eders fyrstelige Nådes mandat og tilsagn i erfaring gennem magister
Jørgens brev, det vilde Eders Nåde dog erindre. Jeg vilde nødig, at jeg for lærde
mænd og råd skulde få noget at gøre med magister Jørgen, når hans breve vil
modbevise ham og gøre ham til en løgner.« Han svarede: »Mener I det, vil I binde an
med ham?« Og han smilede. Jeg svarede: »Nådige herre, jeg må da ikke holdes for en
uduelig prædikant og dertil for en æreløs løgner og skælm; det kan overgå ham efter
hans lede tilsagn og brev. Jeg beder Eders fyrstelige Nåde om ikke at ville lade
denne skam vederfares ham og mig ikke en sådan spot, som
om jeg var uduelig til prædikeembedet. Om Gud vil, så vil jeg, hvor jeg kommer hen,
være god nok til at være lektor og sognepræst; jeg er også i gang med nogle bøger,
som til sin tid skal trykkes. Eders fyrstelige Nåde kan selv sammen med andre lærde
folk høre mig prædike; værket vil love sig selv.« Han svarede: »Vi vil se til det.«
Svar: »Nådige herre, jeg sætter næst
