Tekstbase - kontekst
Du er på side 60 af 63 sider (Side 126 i forlægget)
Document Buttons
Den 15. juli talte jeg sammen med min svigerfar med Jørgen Rosenkrantz, som vi sagde tak for, at han havde skaffet Catharinas søster en plads. Jeg fremstillede ligeledes kortelig mine ringe kår for ham og gav ham et forherligelsesdigt, som han lovede at ville give kongen. Ligeledes talte jeg med Jørgen Lykke.
Den 28. juli begyndte Claus Ankersens hustru Catharina at blive syg af pest. Den 29. juli døde C[laus] A[nkersen]s datter Ingeborg. Samme dag holdt præsterne et prægtigt gilde i Starup, ved hvilket Johan Strømesen fortsatte med sit raseri.
Den 30. juli blev Ingeborgs lig begravet; vi vågede om natten.
Den 31. juli blev C[laus] A[nkersen]s søn Hans' lig begravet, om eftermiddagen Marin Olufs.
Den 1. august blev C[laus] A[nkersen]s spæde barn Bodils lig begravet.
Den 2. august blev tjenestepigen Karin begravet.
Den 3. august talte jeg på Koldinghus med hertuginde Dorothea af Lüneburg, som jeg overrakte et læredigt, og en jomfru med navnet Engel gav jeg et digt til lovprisning af kong Christian.
Den 4. aug. fortalte dr. Cornelius mig på Koldinghus, at dronningen havde sagt, at jeg ikke var rigtig herre over mit sind. Således udsætter mine bagtaleriske modstandere mig for skam på grund af den hypokondri, som jeg sammen med åndelige anfægtelser efter Guds vilje og med hans tilladelse har lidt af, og hvoraf Gud nådigst har udfriet mig. O Gud, se og døm de ondsindede menneskers rænker og riv mig ufortøvet ud af disse forsmædelser! Amen.
Den 5. august blev C[laus] A[nkersen]s søn Lille Claus, død af pest, begravet.
Den 15. august begyndte min lille datter Elzebe at blive syg af pest. Den 10. august forværredes pestbylden, og fire dage led hun meget; jeg begyndte med tårer at rette min brændende bøn for hende til Gud om, at han vilde lade hende blive i live, for af hende at samle og skabe en god familie og mange sjæle til evigt liv, dernæst for at overvinde mine fjenders misundelse og trods.
Den 21. august talte jeg til kirurgen Marcus om at gøre sig umage i denne farlige situation, og jeg lovede ham en daler for hans møje med rekonvalescenten.
Den 22. august fjernede kirurgen et stykke fra bylden.
