Tekstbase - kontekst
Du er på side 27 af 97 sider (Side 79 i forlægget)
Document Buttons
Fuerat primum pastor ecclesie Calundeburgensis, Cancellarius quoque illustrissime regine Dorothee, deinde archidiaconus Roschildensis. Nouissime uero anno dominj .1497. factus est archiepiscopus Lundensis. Huius archiepiscopi temporibus conabantur predones et sacrilegi aliquot Schanienses, solo titulo nobiles, vim inferre ecclesiasticorum rebus, uidentes illum humanis presidiis destitutum. Ipse uero in domino spem repositam habens, et in futurum nichil reponens, presentibus rebus tanta prudentia est usus, ut uiribus et copiis militaribus supra innocentiam uite omnibus hostibus, quantumuis uiolentis et ferocibus, semper haberetur superior. Ab huius obitu decretum est a magistratu regni, ut posthac nullus sit futurus in hoc regno episcopus, nisi qui fuerit claro genere natus. Qui huic decreto subscripserunt, putabant, rem ecclesiasticam amicorum potentia et humanis presidiis fore tutam, ignorantes miseri, non alia re magis offendi deum, quam hoc personarum respectu, nec ullam esse maiorem ecclesie ruinam quam quorundam nobilium uanitatem et fastum, adeo seruientium uite licentie, ut uite innocentiam ac religionis Christiane pietatem non solum extinguunt, uerumetiam plane contemnunt. Quod potentia, uiolentia, strepitu, fastu, pompa, ambicione, ac humanis uiribus constat, non potest esse diuturnum, sola uite innocentia, morum integritas ac religionis pietas, etiam hominis obscurissimi, meretur apud deum tutissima ecclesiasticis rebus presidia.
Eodem anno, Dominica Letare, celebratum est prouintiale capitulum ordinis carmelitarum in monasterio Landiscronensi, vnde promoti erant ad
Han havde først været Præst ved Kalundborg Kirke og tillige Kansler hos den højbaarne Dronning Dorothea, derpaa Ærkedegn i Roskilde; men tilsidst blev han i Aaret 1497 Ærkebiskop i Lund. I denne Ærkebiskops Tid søgte nogle Røvere og Kirkebrydere i Skaane, der kun af Navn vare Adelsmænd, at øve Vold mod Gejstlighedens Gods, da de saa, at der ingen Mennesker var, han kunde vente sig Hjælp af. Men idet han selv satte sin Lid til Herren og intet opsatte til Fremtiden, benyttede han sig med saa stor Klogskab af de forhaandenværende Midler, at hvor voldsomme og vilde hans Fjender end vare, saa regnedes han dog altid for at være dem alle overlegen ved sine Kræfter og sin Vaabenmagt mere end ved sin Retskaffenhed, Efter hans Død vedtog Rigsraadet, at ingen herefter kunde blive Biskop i dette Rige, uden han var af adelig Byrd. De, der underskreve denne Bestemmelse, mente, at Kirkens Sager kunde sikres ved Venners Indflydelse og menneskelige Hjælpemidler. De Taaber vidste i deres Ynkelighed ikke, at intet fortørner Gud saa meget som dette Hensyn til Personerne, og at intet har bidraget mere til Kirkens Fald end visse Adelsmænds Forfængelighed og Hovmod, der i den Grad ere Slaver af Livets Lyst og Tøjlesløshed, at de ikke blot udslukke Livets Uskyld og den kristelige Religions Fromhed, men endogsaa fuldstændig foragte dem. Hvad der skal opretholdes ved Magt, Voldsomhed, Bram og Brask, Hovmod, Pragt, Ærgerrighed og menneskelig Styrke, det kan ikke have lang Bestand. Et brødefrit Liv, rene Sæder, Gudsfrygt og Fromhed, selv hos det lavest staaende Menneske, er det eneste, der hos Gud udvirker sikker Beskyttelse for Kirkens Sager.
Paa Midfaste Søndag (23 April) i samme Aar holdtes Karmeliterordenens Provinsmøde i Klostret i Landskrone, hvorfra der til
