Tekstbase - kontekst
Du er på side 132 af 263 sider
Document Buttons
Saa skeer det i det Haf der fløder eller ebber,
Som Maanen voxer til, aftager eller nebber,
Der efter Vandet maae ret liige reguleris,
Med vexten til oc fra, formindskis oc formeris.
Det er betænkeligt, at Maanens Horne-Krafter,
Ej liige tiid giør Flood paa alle Dyb og Klafter,
Nu hisset voxer Flood, naaer Maanen er i Vester,
Her, naaer den Synden er, der, naar den er i Øster.
Nok er Forundring værd, det oc i Søen hendes,
At Flooden findis stoor saa vel naar Maanen tændes,
Som naar den voxen er; ja oc med Maanens Alder,
I heel U-stadighed, nu voxer, nu forfalder.
Den mæctig Potentat som ej for Skuggen frycted',
Hand saae Jasqvette fior hos Ormus viidt berycted.
Strax den u-hørlig Flood oc Ebbe var besicted,
Da falt hans stoore Mood, hand blef i Huuen svicted,
Oc meente Gud var vreed, som Flooden gaf tilkænde,
At hand nu vilde ned hans Krigsmact hugg' oc skænde;
Thi lagdes Sverdet ned, hand viidre far' ej torde,
Oc lood saa Grendsen der for siine Riiger vorde.
Jeg her maae ofvergaae vel mange Strømme stærke,
Atskillig Sted oc Ort i Hafvet er at merke,
Oc med vor Moske-strøm, den Salte-Søøe hiem viise,
Oc den almæctig Gud for sine Krafter priise.
I Loufod Norden hen, i Norrigs Konge-riige,
Een Strøm befindes stoor, som ej hâr mange Liige,
Den kaldes Moske-strøm, af Mosker spits hin høje,
Som Strømmen runden om ret artig veed at pløje.
Naar denne giør sin fliid oc Maanens Verk forretter,
Oc nogen kommer nær, hand Verden snart forgætter.
Den Bylge reis i vær som andre Bierge høje,
Mand der igiennem kand see Soolen Verdens Øje.
Er Vinden Strømmen mod, to helte sammen riide,
Oc med sligt bulder stoor imod hver andre striide,
At Land oc Huus der ved, ja Dør oc Vindu ryste,
