Tekstbase - kontekst
Du er på side 138 af 263 sider
Document Buttons
Tred af, baad' Elf oc Aa: haf tak du Skaber kiere,
Du ofverviise Gud oc ret forsiunlig HErre,
Som Riiger, Land oc Stad gafst Elf oc Flooder mange,
Der ej om Næring sin, til Hafvet kunde lange.
Jeg maae mig noget lidt paa denne Sted forlyste,
Med Kilder underlig' af Jorden som opbryste,
Som lærde Plinius Natuurens Eventyrer,
Oc andr' af samme Konst med Sandheds Nafn bedyrer.
Ammonis Kilde-spring, er iis-kaald Dagen bliider,
Naar Soolen varme-fuld der ofver foort hen skriider:
Om kuldsker Natten er, dog syder som en Gryde,
Naaer Maane Knibre-tand sin Froste-Skat vil yde.
Silârske Flood oc Aaskal bruge saadan Liste,
At hves der falder i, Træ, Løf oc grønne Qviste,
Til Flinte-steenen haard forvendes samme Stunde,
Oc (som natuurligt er) forsynke ned til Grunde.
Om dette fylger skel, kand ocsaa trooligt være
At vilde Scot-lands Træ kand lefvend' ænder bære,
Som modne falde ned i Vandet sig at holde,
Sligt Floodens Skiulter Ort der under kand forvolde.
Den Eleusine-brynd, Natuuren saa betinger
At den ved Sang oc Leeg, udbobler, dantser, springer,
End du Andrinske Brynd, som aarligen udbryder,
Een gang med Oli frisk; med Viin een anden flyder.
Skal jeg indbilde mig, at Pallas under mulde,
Oliver samler, oc dem der af-perse skulde?
Er Viin-høst saa forhaand, haer Liber sanket Druer,
Mens Kilden underjords af Bacchi Perse suer?
Udaf Cephisi Bæk, den Hiord som dricker, hviidner:
Men din, Cerona, Hiord for-sverter du oc skidner:
Du Xanthe der imod din Faare-flok røød farfver:
Den Hiord hoos røøde Haf ret Purpurfarfven arfver.
End den Dodonske Brynd, sig underligen skicker,
At naar mand der udi dør-titselen nedsticker,
Forslugner den saa brat, oc self sig atter tænder,
