Tekstbase - kontekst
Du er på side 166 af 263 sider
Document Buttons
Ja mangen Ædelsteen vild' ej paa Finger tiene,
Oc ej bland anden ved, svamp, trøske, raadne greene,
Hør, hør! Parnassi Choor, derom til Pennen tager,
At Sool oc Stierne-Sal, vel heeden stoor Aarsager,
Dog aldrig ildig er self, legemlig at sige,
Men kraft oc virckelig, i varmen uden liige.
Den ædle Drue-Saft i Bacchi gylden Skaale,
Er selfver icke heed men siunis meer at svale:
Dog er den hitsig tør i den som hannem dricker,
Fortørrer, tærer oc som ild i Kroppen sticker:
Bevegelsen end oc naar mand sig meget rører,
Er i sig self ej varm, dog heeden med sig fører:
Med Stierner det saa gaar; hver Svaal er som Vandkilden,
Dog udi andre ting antænder hidsig ilden,
Self uden saadant Verk, de megen Virkning giøre,
Self krænckelse forvogst' al krænckelse medføre.
Thi var den Himmel varm den kølned maatte blifve,
Var den af vor Natuur, med os sig saa at gifve.
Da maatt' oc Soolen vist, os nærmer Vinter tiide,
Forvarme, Vinter meer, end Sommer dag hin bliide.
Ja mellem-Lufte-Sal da heedre skulde være,
End den her neden er, oc Haul oc Snee fortære,
Men hvordan varmen skeer, som Stierned tag aarsager,
Der om det lærde Chor, sig meest til døde plager
Dog med Niliaco vor Musa sødlig Stemmer,
Oc med en ringe dict Minervæ ville fremmer.
Saa siunger hun der om, at den Planete-skare,
Paa Himle-firmament med Stierner ædel-klare,
Forvarme hver en ting, som heede kand fortære,
Ved en serdelis Kraft oc varmende manere,
Oc ved sin straale-glants den varme nederføre,
Dog heeden allermeest ved vederslag at giøre.
Thi under væg oc muuer, langt større falder heede,
End paa den jefn-slet mark, oc ofver drift det brede,
Ja under bierge liid oc nedrig huule dale,
