Tekstbase - kontekst
Du er på side 168 af 263 sider
Document Buttons
Oc en fornuftig Siæl, som dem saa viislig drifver,
Som lærde Cicero med andre fleere Skrifver.
Jeg det vel gifver Mact, den blanke Stierne-skare,
Ej uden orden hen, som Fugl i Luften fare,
Men holder Nat oc Dag, (de ville maae oc icke)
En vis forskrefven Pas, til minste punct oc pricke,
Som dymling i et hiul omdrejer just med fille,
Med Nafved tumler om, oc giør saa Bundens ville.
Dog den fornuftig Siæl, som spillet mon regiere,
Det er Fornuften self, al Viisdoms Gud oc HErre;
Den HErr' oc icke de bør derfor at tilbedis,
Thi de for Mennisken, oc hand for Gud, beredis.
Som Meleagridis Klukhønne med sin varme,
U-fædred Ungerne forqvægner under Arme:
Saa oc den liuse Sool, med sine Tienre mange,
Slaaer ud sit røød-guul haar, oc krummer vinger lange
Forvarmer kraftelig Natuuren kaald oc svager,
At Folket, Græs oc Fæ til Kraft oc Styrke tager.
Thi skrifver ej u-ræt Philosophus paa Tafle,
Et Folk et andet Folk, med Solens hiælp kand afle.
Men alt Natuuren er, giør, virker, oc bedrifver,
Ved Gud det er oc giør, hans Ære-verk det blifver.
Naar nogen Patient en kaalde siuge kryster,
Ham udi tørsten svaar en Leske-drik forlyster,
Hand Begeret, som tien til Mafvens styrke, laster,
Af egen daare-lyst, den sunde drik forkaster:
Saa haer oc mangen Mand, med mund oc smag forlaaret
Det anden langsomt hâr med stor Umag udkaaret,
Oc acter ej ved ært: Men for hans egne drømme,
Skal Atlas Himmel-sterk beskæmt af Landet rømme.
Som det med Aben gaaer, der elsker meget meere
Sin egen Unge grum, end de der deilig' ere.
I dette samme Choor maae de ret vel oc siunge,
Som ej allene sig, Men andre vil betynge,
Med egen Hierne-dict, oc Himmelen forbiude,
