Tekstbase - kontekst
Du er på side 247 af 263 sider
Document Buttons
Om Øret var gerad. Thi er ved gange krumme,
Den stærke Tone svæckt, maae sact til Sindet komme.
I Hænder som formaae, et Mennisk' at afmale,
Forgætter Hænder ej, som værd' er om at tale.
Guds Abe Haanden er, Natuurens Tienste-pige,
Hver Konstes Redskab got, Soldater uden liige:
Vor Nærings Skaffer riig, vort Sinds oc Lifs beskrifver,
Op-tegnende med fliid, hves sig med os begifver.
Forgætter der til ej vor' Arm' oc Knæ tilliige,
Som stedse til vort Liif med Hiælp oc Bistand fiige.
Oc som Flits-buen krum sin Piil i Luften skyder,
Nu højt, nu maadlig hen, nu laugt i været bryder,
Ret som vi strengen til, stiif, slap, half, heel, opdrage
Saa vore Seener oc os Mennisker fremjage,
Her fast, der sacte frem: oc Beenene saa føje,
Behefted konstelig sig hiid oc diid at bøje.
De Been som piller er' oc Biælker, stolper stærke,
Der dette kødlig Huus som ellers skulde knerke,
Ja falde slet i Qvog, oc alle Lemmer øde
Som Bygning-tømmer falsk, sin Hosbond slaa til døde.
De Fødder i vor dict, en Plats vi oc maae unde,
Som tvende Grundvol steen, der vi vort Huus paagrunde,
Med det Been-pille-par; der os saa læt kand bære,
Af By i Marken ud, at see Guds Under dære.
Oc hvad? er nu ej tiid mand seer oc vel betracter,
Indvortis Hemlighed, oc skiulte Krafter acter.
Den Mester er perfect! skal jeg Scalpellen gribe
Oc dobbelt Hierne-skal tre-kamred, aabned gifve?
Hiern-konstige træsur oc Følelsens ophafve,
Fornuftens Hvjle-bænk, der Seener kand begafve
Med stærker føøle-kraft: et dobbelt Hielme-nette,
Med hinder underfoort, som Gud ofvr Hiernen sætte,
At Hofved-pand' oc Haar, skuld' Hiernen fuctig-bløde,
I sine Kamre smaa ej skad' oc ej forstøde,
