Tekstbase - kontekst
Du er på side 250 af 263 sider
Document Buttons
Den Epidaurisk' art, Hierophils lærde Hierne,
Hippocratem, Galen, der om jeg hører gierne.
Det er mig Viisdom nok, jeg her om bogstafverer,
Oc ej med Japhets Søn viitløftig disputerer.
Nu den Bild-snider lærd, hans Verk det skulde lefve,
Tog saa af Luft, af Ild, af Vand, af Jord i nefve
Dog ej den femt' essents: Men af sin Guddoms Aande,
Indblæst i Adam død et Liif, ja Liif det sande,
Oc af sin Lefnets Brynd en liden Bek lod flyde,
Oc den med Liif forspred i alle Lemmer yde.
Ej at forstycked blef Trefoldigheden eene,
At Gud gik noget af, til Skabningen den reene,
Af ævig Lefnets Kraft: Men uden sin for-liise,
Tilblæser ham af Mund de Guddoms Krafter viise,
Oc med sit Lius bestraal, ham der i saa for-riiger,
At ej fra ham endnu den Himle-klarhed viiger.
Saa er da Adams Sæl, af Herrens Aande kommen,
Oc af Guds Væsen dog slet intet er bort-nommen,
Som Sønnens Væsen ud af Fadrens Væsen bryder,
Oc som Viin-ranken een af anden sig udskyder.
In summa, Vind det var. Oc Vind far os af bryste,
Dog vi af vor Substants der ofver intet miste;
Men slig vor Aandes blæst alleenest' os ret lærer,
Den stets Beskaffenhed, hvorfra den udpasserer.
Ved saadan Aand beblæst, jeg her nu dristig skrifver,
At den er uden Aand oc uden Aand vel blifver.
Her paa ei undre dig: den er vist uden Sinde,
Der icke Nat oc Dag kand Siælens Kraft befinde.
Som Øjet uden sig, seer alting nær os Lænder;
Saa veed jeg Siælen oc forstaaer oc alting kænder,
Dog kænder sig ej self, sit Væsen, sted det romme,
Oc kand til Kundskab slig, ej af sig selfver komme.
Men som det Øje fri fra Flod, Cathar oc Snue,
I Vandet nogenlund oc Speil sig self kand skue:
