Tekstbase - kontekst

Mennisket. Thi Gud oc Naturen hafver icke alleniste ophøjet Mennisket ved adskillige udvortis ornamenter oc Skickeligheder, saa at Sauls Anseelse er yndelig, Absolons Deylighed forunderlig, Samsons Styrcke ubegribelig, men der findis derforuden hos et hvert Menniske en synderlig inclination, tilbøjelighed oc færdighed, den ingen ved Konst eller Studering kand sig til forhandle, med mindre Naturen oc hans Genius hannem der udi secunderer, hielper oc undsetter, saa at et hvert Menniske er it serdelis Vidnesbyrd om Skaberens grundløse Rigdom oc ubegribelig Almæctighed. Det vi med Under maa fornemme saa vel i Naadsens aandelige som i Sindsens naturlige Gafver.

Maa icke alle andre med Ydmyghed bekiende at Abraham allene, (som var ickun it Menniske) med rette kand kaldis alle troendis Fader. Hvo kand begrunde Patriarchens Jacobs Standhaftighed, som heller ville være en halt Mand, end en ofvervunden Mand, endog Gud self vaar hans Modstandere? Stephanus i allerhøjeste døds nød blifver saa uforandred som hand hverken hafde været af Kiød eller Blod. Ansee vi de andre Gafver som vantro oc troende Christne med Hedningerne tilfellis hafve, da er hos et hvert Menniske indlagt en serdelis Benaading; thi hvo kand noksom berømme Periclis liunende Veltalenhed, Demosthenis store Ferdighed, Ciceronis hyrtige Pen oc Mund, Homeri Honningsøde Tale, Livii melkflydende Tunge, Horatii velklingende Lyre, Virgilii Heroiske Beskedenhed? In summa det siunis at Naturen paa et hvert Menniske hafver giort et nyt Mesterstycke. Men at jeg skal giøre mig den første Lignelse endnu videre nyttig, da ligesom Bergeverk af en haande Ertz kand paa et sted være rigere end paa et andet, saa kand oc mange Mennisker hafve tilbøjelighed til et oc andet, der udi den ene dog ofvergaar den anden.

Den gode Mening hafve mange saa vel af høje som af ringe Stand fattet om min i HErren for 24. Aar siden hensofvede S. Fader M. Anders Christensen Arøbo, at hand til den