Tekstbase - kontekst

Vor Frue Afften henddis Biærggang vaar Toge de sig stadig oc alffuorlig for, Mod Landdet sig ind at tuingge, Søen var aldrig saa bósz oc whyr, De vildde jo vowe det Effwentyr, Ded lyckedis huor ded kundde. Mand giorde vell Anslag oc atskillig Togh Men kom dog frem som Studen i Ogh, Bleff sincket saa manggelundde. Och som derr kand inggen Værdens mand, Saa tuingge frjt Mod oc duelig Haand, De mechter jo noget at drjffue. Saa kundde Neptunus med all sin Mact, Ey slæt forspildde der' Anslag oc Act, De skuldde derr vde bljffue. Men komme flux ind meer end de vaare før, Dend Læding reisde saa høyt i Nør, Sextj Grader paa dend fiærde. Derr bleeff dem maalit stillet oc sæt, Derr galdt icke Konst ey ville ey Ræt, Ey Vaaben ey skarppe Suærde. Dend strømmende Sø dreff vden for, Blandt Isen vaar bangge oc haarde kor, Forindden saae ded end værre. Derr laa suar Isz hen vd fra Land, Ded længste som nogen hand øye kand, Kundde tunggeste Jærnlæsz bære. Derr paa laa Diunger hen rundt om trindt, Som suariste Taarn oc høyeste Klindt, Til Fods kundde mand litt vindde. Vildde mand end vowet sig sælff oc Ljff, Kundde mand ey vnduige sin Herris Skjff, Huor skuldde mand dem gen findde? Den stund mand end inden for Boere vaar, Giordde Vand oc Vind dem bangge kaar, De Raden kundde offuer rjde. Och huor de saae sig om i vraa, Fands derr inggen rædning, ey hielp at faa, Men Døden paa alle Sjde.