Tekstbase - kontekst

Dog stod det en tidlang i toll oc Dag Før de finge Bisper oc anden slig Sag, Som Kirckerne kunde forsuare. Meden haffde de Fædre oc lærde Mend Som dennem met tiden fra Norrig bleff send, Som lærde der aabenbare. Blant andre var Erick en merckelig Mand, Som giorde sin fljd met mund oc haand, At sætte det ord paa Bane. Men Kircken kunde icke fort haffue sin gang Thi Folcket giorde Præsterne megen tuang, Och prised sin gamle Vane. Dog bleff de Tidende vide kendt, At Grønland tog Tro, oc bleff omuendt, Och Tydskland sig der ved glædde. De Bræmer som meente der' Kircke bleff øgt De haffuer det tegnet oc skreffuit høgt, Gud Grønland slig Naade beteede. Norsk' Konge det skulle hanthæffue met skiold Vor slagen, oc Riget i Danis vold, Det laa dem for langt aff leede. Der drog oc mange aff Landene vd, Met Harald Haaraade met skiold oc spiud, De Engelske Løwer at bede. Deris Kong var aff dansk Konge køn, Hand Harald hed varGodovins Søn, Hand lagde dem mesten i Lige. Der bleff baade Haaraad oc Tosten med Och mangen skøn Høffding oppaa den sted, Saa maatte de Nordlændder vige. Det Aar gick Engeland Danmarck fra, Som haffde det tient, som skreffuit mon' staa Tho hundrit Aar oc mere: De Herrer, som der aff slaget vndkom, Forbunde sig sammen, oc tenckte sig om, Huor de sig bæst skulde teere. De mente det gaff dennem baad' lack oc spot, Met reffne Trøyer oc lidet got, At komme strax hiem til Lande.