Tekstbase - kontekst

Naar et Menniske Liffuet faar, Hans Køcken for hannem staar, I sin Moders Liff oc sted, Haffuer Gud hannem det tilred, Dog det er et lidet Noer, Fattis intet til sit Foer, Saa længe det kommer til Verdens Iord. Saa haffuer Gud reed Iorden til, At oss skal fattis, hand icke vil, Bierg oc Dale vædsker hand, At Græss for Quæget voxe kand, Iorden bær oss Vijn oc Brød, At wi skulle ey lide Nød, Diss skee hannem tack, den HErre sød. Vandet det maa giffue Fisk, Dem bær Gud oss paa vor Disk, Eg aff Fule lige saa, Der aff bliffue Vnger smaa, Vilde Diur paa Marcken gaar, Hiorte oc Øxen, Suin oc Faar, Skaffer Gud oss til huert Aar. Thi ville wi hannem prjse met skæl, For hand giør imod oss vel, Hand giffuer oss sin hellig Aand, At wi det besinde kand, Oc hans Gaffuer bruge saa, At wi salige bliffue maa, Naar wi skulle aff Verden gaa. Vor HErris IEsu Christi Fred, Vær hoss oss i Euighed, Gud trøste dem som sorrigfuld er, Heller de ere fiern eller nær, Gud beuare sin Christenhed, Oc vor kiere Øffrighed, Gud giffue oss Fred oc Salighed, Amen.