Tekstbase - kontekst

Met en from oc Rætferdig skalt du ey trætte, Kant du vnduige, gack ey til Rætte, Vær venlig oc from met fremmede Gæste, At de kunde tale om dig det beste: Vær mild oc sactmodig met alle Mand, Sønderlige mod en Syndere sig bedre kand. Seer du nogen der elendig monne være, Metlidighed skalt du met hannem bære: Seer du nogen der Lycken er met, Huad Gud hannem gifuer, missund ham ey det, For ont oc forstocket Folck var du dig, Oc de som fare met falsk oc Suig, De borte ere, tal intet ont paa, Den næruærendis du oc intet breide maa. Trøste oc raade en bedrøffuet Aand, For den Nødtørfftige luck ey din Haand, Mod veyfarendis folck vær tienstuillig oc from Dine Landmænd fordre huor du monne komme, Oc sønderlige i fremmede Stæder oc Land, Vden de Tyffue oc Skelme være kand, Dine Metborgere oc de dig boe næst, Skalt du altid giøre det best, Oc føye dem vijselige huor met du kant, Far ey met Løsshed, skarn oc tant: Det lille kaste icke bort oc forsmaa, Førend du det større oc bedre er kand faa, Der sigis, at Krumme er ocsaa Brød, Saa er noget bedre end intet i Nød, Effter tidsens Leylighed dig rætte oc skicke, At dig icke møder skade eller wlycke, Kaaben effter Vejrit du stundum vende maa, Vilt du met Folck nu i Verden omgaa, Den bliffuer oc længe en armer Mand, Der om sit eget gavn ey tale kand, Tale om din Skade, roess icke din Lycke,