Tekstbase - kontekst

skulle bære sig ad, hand gick vd, ded war mig hun bleff hoess Indeluct, hun wille were mig Troe; Oc der hender syntist, att ieg icke strax ded hun sagde Troe wille; Soer hun høyt, bad Gud straffe sig den dag hun war mig Falsk, strøg oc klappede min Haand, oc lagde den til sin Kind, bad ieg wille troe hender: brugte de Ord, Min hierte Frue i maa troe mig, saa sant som ieg er ett Guds Barn, saa skal ieg aldrig Suige eder; Nu er ded icke nock. Ieg suarte, ieg wil troe eder; Tenckte ey anded att wille sige eller giøre, end ded hun nock maatte divulgere. Hun bleff meget Glad att haffue faaet Munden op, oc sagde hun, imens i laa saa stille hen for eder selff, oc ieg haffde ingen att tale med, da sørgede ieg inderlig, oc wille icke saa lenge haffue leffuet mit Liiff, om de end haffue wilt giffuet mig dobbelt saa meget; thi ieg haffde bleffuen Gall; Ieg war ræd for eder, men langt ræddere for mig selffuer, att Skruerne skulle haffue gaaet løss i Hoffueded: Hun snackede saa hen, oc heete paa allehaande att lee aff. Vdi Vngdommen haffde hun tient en Prest, som sit Tynd til Guds-Fryct holt haffde, der haffde hun lært Psalmer, Bønner oc Bibliske Sprog vden ad; wiste oc enda Børne Lærdommen med Vdleggelsen; Sang oc temmelig wel: Hun wiste nogenledis huorledis hun burte att leffue, oc sig imod Gud oc