Tekstbase - kontekst

mijstrøstige menniskir, at wij icke ansee theris store nødt oc trang, terff oc behoff, men anthen tage thenom thet fra the kwnne ilde ombære, eller oc sønie thenom thet wij ere thenom plictige. Andre mange synder kwnne orsagis, mett legoms skrøbelighedt, met nødt oc trang, men at forsmaa then fattige oc trenge then arme, haffuer inghen orsage huerckin for Gudt eller menniskin, nar thet skeer ij modt then wenlige oc mett ynckelige natur ther Gud haffuer met begaffuet, alle skellige oc wittige creatur, oc thet for een naturlig gaffue. Oc ther som inthet wore budhet vdi scriffthen, besynderlige paa arme oc fattige menniskirs wildt, tha er then naturlige low, ther huert menniske fornymmer wdi sith hierte, budt oc befaling, streng oc sterck nock, ther oc saa motte wege the hiærther modt the fattige som ere haardere en steen. Saa finde wij screffuet. Er thet saa att noghen aff thijne brødre som boor indhen stads porthe met teg, falder wdi fattigdom, tha scaltu icke forherde tith hierte, eller lycke thin handt, men hende scaltu oplade for hanwm som fattig er, oc lææ hanwm huess tu seer han behøffuer. Saa sier Gudt framdelis i samme scrifft. Fattige oc arme menniskir schule aldrig fattis ij thet landskaff, som thu worder boendis wdi, oc fordi biwder ieg teg, at thu oplader thijn handt, for then arme oc fattige som er i lande met teg. Saa sier oc saa then gode Tobias till stjn søn. Tu scalt icke wende tith ansigt fra noghet fattigt menniscke, saa scall thet oc skee, at Gudt scall icke wende sith miskwndelige ansigt fra teg, i huess maade thu kant, tha wær miskundelig, haffuer thu møghet tha giff