Tekstbase - kontekst

SAa hâr dog Døden ramt, dit Dydefulde hierte, Og dreved ud dend Siæl ved langsom vee og smerte, Som af Guds billede saa næt et udtog vaar, At Dødelighed Du kun udaf Jorden baar! Det kund' ey andet! ach! det kund' ey andet være! End Du kun meget kort den Jordklimp skulde bære Som vaar din Siæl ey værd, før dend forklared blev, Og i sin Frelsers Død udlutred gandske blev! Mens alt for tilig! Ach! om vi det motte sige Og Jorden kom til munds med høye Himmerige! For tilig for din Mand! for tilig for din Søn! For tilig ogsaa for din store Slegt og Kiøn! Mens ikke for Dig selv! at Gud Du kunde eye, Og Himlens glæde-høst af Dødsens angist meye! For tilig ey for Dig! ved Guds saa Naadig riis At qvistis effterhaand ind i hans Paradiis! Imidlertiid vi dog har seet hvor Du hâr kæmped Saa lang en lide-tiid, hvor taalig Du Dig lemped At tage Korssens skaal, og hvor Du trøsten drak, Naar gifften runden om i alle aarer stak! Hvor tiit med suk og sorg, med salten taar i Øye, Hâr dog Din hierte Mand beseet din trælsom møye Oppaa din Soote-seng! hvor tiit hans hierte sig Hâr over-blød af Sorg, alt for at hielpe Dig! Men Du vaarst alt i Kamp med Gud som ikke vilde Ved nogen forbøns graad sig lade saa formilde, Om skiønt i Egte-troe Du til Din Mand vaar fæst, Hand jo dog vilde selv sit eget være næst.