Du er her: Forside Tekstbase Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573), Side: 24 (B5r i forlægget)

Tekstbase - kontekst

Du er på side 24 af 38 sider (Side B5r i forlægget)

Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) - LATIN Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) - OVERSÆTTELSE
Document Buttons
Eiaculatur, ego cœlum sonuisse ruinam Sum ratus, in gelidas subitus simul excutit vndas Me pauor: ah mecum tunc actum Thyrsi fuisset, Protinus auxilium nisi fulua tulisset arena. Impius immodicè me risit, at iste, natantem, Et liquidos risit reuomentem pectore fluctus.
(THYR:) Ipsa quidem magno res est dignissima risu, Maiori sed es ipse: maris qui nomina vasti Albidos attribuas arcto, placidoque fluento. Non ita colliculum monti, pennamúe volucri, Aut fagum syluæ, seu moli corporis artum, Denique vel paruis componere maxima fas est. Præterea modico qui sic terrêre susurro Exilis iaculi: Quid si Vulcania, quid si Tam grandes chalybis tormenta vomentia massas Atque repentinas, vt dira tonitrua, flammas Audires Corydon? animi sed inesse quid illis Sentis, immenso qui se committere ponto Scilicet impauida non vnquam mente verentur? Inter tot nymbos, tempestatesque furentes, Totque inter scopulos, tot stridentesque procellas, Tot breuia et Syrtes, tot Scyllas atque Charybdes, Grandia totque inter Cete, totque horrida monstra. Quid multis? fatum intentant vbi cuncta supremum. Quin etiam infestis audent concurrere signis, Ac inter vastos committere prælia fluctus: Prælia non tantum quæ ferro pellere vim vi Cominus hortantur, sæuisque dolonibus vti,
fare afsted – jeg troede bestemt det var himlen der ramled, så højt lød det – jeg blev så forskrækket og angst at jeg styrted ud i det iskolde vand. Da havde jeg været leveret dersom ikke det gulbrune sand havde frelst mig på stedet. Sjoveren grinede højt af mig stakkel der lå der og svømmed, brøled af grin mens jeg gylpende tømte mit indre for flodvand.
(Thyrsis:) Det var da også en helt og aldeles grinagtig historie! Og du selv er det mere endnu! Du omtaler Elben, sådan en smal og fredelig flod, som et hav af de store! Sammenlign ikke en høj med et bjerg eller fjeren med fuglen, ikke en bøg med en skov og et lem med legemets helhed, ja, kort sagt: sæt ikke det små i bås med det største. Og i øvrigt: at blive så skræmt af den dæmpede futten fra et bitte gevær! Hvad nu hvis det var en vulkanisk kæmpekanon, der udstøder stål i mægtige kugler sammen med udbrud af ild som frygtelig buldrende torden, du havde hørt, min ven? Hvilket mod tror du så at de andre er i besiddelse af, der aldrig har ringeste angst for uforfærdet at kaste sig ud på mægtige have? Ud i fossende regn og utallige rasende uvejr, ud mellem talrige skær og i alle de hylende storme, ud mellem syrter og sand og mellem Charybdis og Scylla, ud blandt vældige hvaler og blandt forfærdende monstre, kort sagt ud hvor alt er svangert med farer for livet? Ja, de vover endda at mødes med våben derude og at udkæmpe blodige slag mellem vældige bølger. Ikke kun slag der kræver at vold bekæmpes med våben på det nærmeste hold, at man griber til grusomme piker,