Tekstbase - kontekst
Du er på side 3 af 38 sider (Side A2v i forlægget)
Document Buttons
mentem et seriam experiri eam, quæ ab affectu in patriam prorumpit. Et quamuis vtranque non doctrina, non præceptis, instillatam, vel legibus inculcatam, sed ab ipsa natura haustam esse: Insuper quoque non solum Philosophis et Ethnicis sanioribus approbatam, et nonnunquam sanguinis et vitæ profusione stabilatam: Verumetiam voce diuina mandatam, et in Ecclesia receptam, constet: Tamen hanc plus amplectendam, tanquam publicum bonum (quod priuato semper anteferre decet) videri. Execrandam igitur omnem in patriam ἀστοργίαν, ἐπιχαιρεκακίαν atque cyclopicum stuporem. Cunctaque earum mancipia pro præsentissimis naturæ monstris, fœdissimisque alastoribus et catharmatis habenda: Iura tam diuina quam naturalia conculcantibus, pœnasque aliquando grauissimas Deo ipsi, et naturæ luituris. Id ego recenti memoria reuoluens, cum nuper certior de patriæ nostræ mutato statu redditus essem: non potui non tanta affici et exultare lætitia, quantò prius (durantibus nimirum bellicis tumul
og mest dybfølt virker den når den udspringer af følelser for fædrelandet. Og selv om det står fast at ingen af de to typer indgydes os af undervisning eller forskrifter, eller påtvinges os af lovgivningen, men indpodes os af naturen selv, hvortil kommer at de ikke alene anerkendes af filosofferne og de klogeste hedenske forfattere, og til tider fastholdes med liv og førlighed som indsats, men ligefrem er pålagt os i det hellige ord og anerkendt i kirken – så må dog den sidstnævnte siges at være mest efterstræbelsesværdig eftersom den er et fælles gode (hvilket man altid bør sætte over det private). Enhver ufølsomhed, skadefryd og kyklopisk stupiditet over for fædrelandet må på det kraftigste fordømmes. Og alle der ligger under for den slags må regnes for højst nærværende naturens uhyrer og afskyelige dæmoner og udskud der tramper på lov og ret, såvel den guddommelige som naturens, og som engang skal komme til at bøde for det med den strengeste straf over for Gud selv og over for naturen. Alt dette dukkede op i min hukommelse da jeg for nylig blev underrettet om vort fædrelands ændrede situation, og da kunne jeg ikke undgå at blive grebet af en jublende glæde lige så stor som den bedrøvelse jeg tidligere (nemlig mens krigens tummel
