Tekstbase - kontekst
Du er på side 37 af 38 sider (Side C3v i forlægget)
Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) - LATIN
Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) - OVERSÆTTELSE
Document Buttons
Numina venturi nam non sunt inscia fati.
(THYR:)
Nil dubium: statuo melius tamen omnia nostrum
Noscere Pana, fluunt hæc, à quo commoda nobis.
Hic mihi semper erit Deus, illius atque quotannis
Agniculus nostris è septis imbuet aram
Sæpius, huic molis et lacte litabo recenti.
Et fuero si quando meæ per secula vitæ
Illius oblitus, fœdisima vipera nostris
Sibilet in tumulis, defunctaque deuoret ossa.
Sed iam vesper adest, en sera crepuscula densas
Inducunt nebulas, et gramina rore madescunt.
Surgamus, placidam suadet lux acta quietem,
Atque vias facit infestas nox atrior, ergò
Eia age nobiscum notas te confer ad ædes:
Cimbriacæ mihi sunt pernæ, sunt oua fauillis
Cocta, bouis tergum, pinguisque tomacula porci,
Caseus, et lactis suauissima massa coacti.
Nec non in patulis liuentia pruna canistris,
Quæ mihi longinquis aduexit Porchius oris,
(Porchius antennas quo non velocior alter
Scandere sublimes, prensoque rudente relabi)
Pomaque cum nucibus: mecum precor illicò perge,
Ne veterem Corydon agnatam despice Thyram.
(COR:)
Parerem, nisi nunc materni cum Galateæ
Me desiderium tecti tam grande vocaret,
Quæ constat tibi, tot me non vidisse per annos.
(THYR:)
Attamen à nobis haud indonatus abibis,
Hoc tibi, taurino ex neruo, sed sume flagellum
– Ja, for guddomme ved jo besked om hvad der skal komme.
(Thyrsis:)
Ja, utvivlsomt, men bedre besked ved nok vores egen
Pan, vil jeg mene, som selv jo står bag det gode der sker os.
Han er for altid en gud for mig, hvert år skal hans alter
vædes med blod fra et af de lam der går bag mit gærde.
Tit skal jeg ofre på det med nymalket mælk og med speltgryn.
Skulle det ske en eneste gang i det liv jeg skal leve,
at jeg glemmer ham, gid en grum og afskyelig hugorm
da må hvisle så fælt i min grav og æde min benrad!
Nå, men nu falder aftenen på, se, tusmørkets time
kommer med tåge og mulm, og græstæppet vædes af duggen.
Kom, lad os gå, den svindende dag kalder alle til hvile,
og i den sorteste nat er det utrygt at færdes på vejen.
Derfor, min ven, kom med mig, følg med til min velkendte bolig.
Jeg har skinker, de jyske, og æg der har ligget i asken,
oksekød har jeg, og pølser af flæsk fra de fedeste grise,
ja, og ost og en mægtig portion af den lækreste tykmælk.
Og dertil i forsvarlige kurve de blånende blommer.
Dem har Porchius bragt mig fra afsides egne af verden
(han som ingen kan måle sig med hvad angår at stige
højt til vejrs i en mast og glide tilbage ad rebet),
endelig æbler og nødder, såmænd, så kom endelig med mig,
Corydon, vend ikke ryggen til Thyra, din gamle veninde.
(Corydon:)
Jeg ville følge din opfordring, ven, hvis ikke min længsel
efter mit hjem hos min mor, Galatea, nu kaldte så kraftigt.
Det er jo årevis siden jeg sidst har set hende, ved du.
(Thyrsis:)
Du kan nu ikke få lov at forlade mig uden en gave:
Her, min ven, tag den her, en pisk af oksehudsstrimler
