Tekstbase - kontekst
Du er på side 243 af 263 sider
Document Buttons
Af eet fedt stycke Jord at byggis aabenbare;
Paa det, at Legem hvert kund' ofver-eens best komme,
Med eget Element, beqvemlig plats indrømme.
Som du nu togst dig for, til Dag oc Lius at føre
En Ertz-befalnings Mand af Jorden frem den tørre,
Togst du en slibrig Klimp deraf med egen Haande,
Polered du befool den skønne Krop at stande.
Du vild' oc Ansict hans ej ned til Jorden lenke,
Som anden Diure-slects, der kun paa bugen tænke,
Hves Siæl oc Krop døer hen: paa det hans Øjne klare,
Maa stedse stillis hen, til Himlens Stierne-skare,
Oc saa hvert Øjeblik den sted fuld vel betracte,
Hvorfra hand kommen var, hvort hen hand sig skuld' acte.
I denne Bygning-dag, gafst du i Torn det høje
Fornuften sit Qvarteer, at den saa vel til nøje
Som af eet fast Casteel, betvinge kund' oc spæge,
Vort Legems ofver-last, oc os til Fred bevæge,
Ja undertvinge sig vor Gærighed oc Vræde,
Vor Hoffart traads oc puk, med andre Laster leede,
Som sig mod hannem tiit oprørlig-viis opsætte,
Der du til Konning self vort Legem vild' oprette.
Tu øjne meget tro til Skildt-vact du bestilde,
Paa Slottens høje Taarn i Marken ud den vilde
Viidt om oc om at see, paa det ej ont med alle,
Skal dette drablig Diur forrask' oc ofverfalde.
Det Siunis at din Haand, slig Gierning vild' anfange,
At den sin egen Konst dermed kund' ofvergange;
Du hâr dem ej forboort paa det de skuld' ej være,
Den Liig, der for sit Siun et huult rør vilde bære,
Oc kund' ej meget see af Verdens skønnest eje,
Naar piibe-kanterne ham selfver stood i veje:
Oc at Ansictet saa beboort med mange Gabe
Den Jordisk' Herre skuld' ej grummelig forskabe.
Det Stiern-par vel bestraalt naar det faaer ofverhaande,
Kand i det kaaldist' Hiert' optænde fyrig Brande,
