Tekstbase - kontekst
Du er på side 246 af 263 sider
Document Buttons
Der ellers reis for højt, oc sig ej skulde skamme
Vor HErre Kronen sin oc Spiiren med af-bramme:
Ved dig hâr voris Aand sin gang til Himlens Tinde,
Ved dig vi oc formaae Guds Gunst oc Naad' at vinde,
Naar hver fra Jorden op til Himle-Sal hin høje,
Sin Bøn oc Hierte-Suk i Angist vil forføje:
Ved dig frem-læge vi vor Gud Lof-Sange siine;
Vor Tunge Buen er; oc Tænder Strenge fiine;
Men Aanden Tonen gîr; de Næse-bor vel enge,
Som Zithers gyldne Hul, ret under beste Strenge,
Fremgifver Sucker-Liud oc Siæl-beveglig Sange,
At vi Gud Hiertet fromt betage ham oc fange.
Men i hvad Legems Lem skal een vel see oc høre,
Saa mangt et Under som i et par Folke-øre?
Den Aands Dør-væcter troo, den trofast Liifs Skildvacter,
Al Liudens Dommer best beskytter vel oc acter,
Ofvr al den geistlig Skat, der Gud os med forærer,
Naar hand sit hellig Ord ved sine Tienre lærer.
Oc efterdi hver Klang opstiiger steds' i været,
Da haer Gud Øret oc en saadan plats foræret,
Som tvende Liude-hul paa Legems tinding' høje!
Bemusklende de rør, saa Liuden sig kand føje,
Sig giennem piiben skef, alt efter haanden meere,
At Liuden kunde saa smuct langsom op-passere.
Ret som et Krum-horns Skald, oc liud i Sæcke-piibe,
End udi Piibe ret, skal længere forblifve:
Som ocsaa raabet højt saa viit ej kand forspredis
I platte jæfne mark, som naar det buct-omledis:
En Elf der rinder Skæft oc om en Klippe kruuser,
Oc høris længer veis end ret-flødt-vand det suuser.
Det viiser Nider Elf, hoos Trundhiem udriverer,
Med krummer Aase-buct det Skeen Elf firmerer.
Det haer oc HErren giort at Liuden stærk i Øre,
Skuld' icke Hiernen svag, fordøfve, skade giøre,
