Tekstbase - kontekst

Tog Hustru oc børn, baade haffue oc gods Och flere Bagger der fulde hoss, Saa lidet de Søen skytte. Och kom til Grønland med stor wmag, Sætte Boe och Hytte oc anden slig Sag, Som nybøllig Mænd de pleye. Effter Landet gaff ringe holt hand den strand Och hialp sig duelig met nærig haand, Och samblede Gods oc Eye. De Norbagger kom dær huært Aar i Haffn, Did førde, oc fick baade Vare oc gaffn, Lod Landet sig skylde oc skatte. Saa sad de der hen vdi nogen stund, Allt til de voxte saa mangelund, At Næringen dem monne fatte. Saa drog en hob vd en anden Kaass, Gennem klipper oc daler, offuer mangen aasz Ny Bolig at søge oc finde: Oc rammed omsier vnder høyeste Fiæld, Baade Marck oc Plads der fulde gaat hæld, De Biærge laae om vdi Ringe. Der var vdinden den grønniste Heed, Met Eng oc Vand, som nogen Mand veed, Och stræcked sig vd saa vjde: De hoffuede væl den Stæd oc Ledt, Tog sig til Ro, oc sætte sig nedt, Oc lystede der at bje. Der haffuer de bygd baade Huss oc Gaard, Och dyrcket den Stæd paa Tjd oc Aar, Hand kunde dem rundelig føde. Och reyste der Kiøbing, oc bygde en By, Och kalde den Garde, oc holdt der vdi, Huad Almuen haffde fornøde. Siden skal deris Børn, oc mange Affkom, End lenger, oc mere vandret her om, Och sæt sig der vide om Lande: Bygde der oc Byer, oc biæret sig væl Huert Aar forøget sin Grændser oc Skæl Och gangids god Lycke til haande.