Tekstbase - kontekst

De seyled langt hæn i Øster oc Nørr, Som der var aldrig nogen førr, Der fandt de Huidsærck hin høye: Mørck, Mulm oc Taage, driffuer der væl, Dog skinde den Dag saa liuss oc Hæl, Mand kunde der Grønland øye. De sætte at Søen, oc var icke seen, De lidde paa Ræissen aff Isz stor meen, Før de kunde nogenstæds Lande, Dog fandt de omsier baade Skær oc Vjg, Huor de kunde sætte tryggelig, Der kaste de Ancker i Vande. Det Folck gick i Land, saae sig omkring, Der laae de Biærge hen i en Ring, Den Fisk spillet vden faare. Sielle oc Marsujn, Hawøxen oc Huall, De vrimled' om anden vdi gaat Vall, Och giorde dennem bange kaare. Thi tænckte den Skipper, det var den stæd, Huem vmag vild vowe, oc kunde der mæd, Fuld væl maatte hand sig der nære, Thi saa hand sin tid oc ripped der fra, Och lod igien til Norrig hiæmstaa, Kundgiorde sligt Land var dærre. Norbaggen hand hoffuet slig Tidende væl, Hand kunde saa øye sit Rige oc skæl, Och loed sig icke forsømme: Der mand da skreff Syff hundrede Aar, Ved Firesinds tyffue oc Syff det vaar, Skød de deris Snæcker paa Strømme. De Bagger de haffde en tapffer Mand, Erick Ruder den Gamle, saa hede hand, Den Seyllads vilde hand friste: Och voffue der paa baade Mand oc Skjff, Hustru oc Børn, Gods, Lycke oc Ljff Om hand skulde det end miste. Och der den Dag voxte mild oc bljd, Och det lacked hæn mod Midsommers tjd, Hand laffued sig til at flytte,