Tekstbase - kontekst

Huiler, oc skickis all Verden omkring, Och driffuer iblant stoer mectige ting, Som Gud giffuer dem til Æffne. Och for den Eye oc dyrebar Skatt, Hen vnder de Klipper er nedersatt, Vdi Ertz oc dybeste Aare, Da haffuer de Gamle sig ladet forstaa, De Jordisk' Pygmeer de boer der paa, Som haffuer sligt Gods at vare. Derfaare i fordum (sligt var bekend) Haffuer Herrer oc Konger der' bud did send, Om mechtige Sager oc geffue. Och sigis at mangen er kommen der fra, Met Rigdom, oc Suar de eskede paa, Som findis i gamle Breffue. Men det veed Iszland oc Baggerne med, Der kommer slig Isz tjt driffuende ned, Mand saae ræt alldrig hans lige, Enddog det Land ligger langt fra haand, Dog haffuer forfarit mangen Mand, Och ville der om saa sige: Den Isz sig fæster der først om Land, Oc lægger sig siden saa vide i Strand, Som ingen Mand ved paa Ende. Naar Hawit sig heffuer nordost driffuer paa Saa giør hand løss, oc vandrer der fra, Met aldt hand haffuer i hende. Met suariste Klippe, met Hald oc Steen, Met Skow oc Træ, met Top oc Green, Met Dyur oc huide Biørne, Och tager den Kaass, som Vinden ham bær, Och støder tjt an paa Iszlandtz Skær, Hen paa det Nordoste hiørne. Och naar hand fatter der Lhy oc Lhæ, Stoer Vnder kand mand der høre oc see, Huor Bølgen oc Isen de bryde. Voffuen driffuer Styckern' i diunger oc hob Den samlis der vde, som Klipper oc Skow, Det Haff hører mand fast skryde.