Tekstbase - kontekst

Och ligger som anden Biærrig oc Aaesz, At ingen kand ramme den Grønlands kaaesz Mand fordum til Landet kund' komme. Men Himmel oc tjd, baade Vand oc Vind, De dømmer at være en vnderlig ting, Skulde vildeste Strand sig andre. Och ey holde nu den Skick oc jd, Som den haffuer giort fra Skabelsens tid, Och Isen sin Kaass ey vandre. Det Haff er vjt baade vildt oc bart, Der er ingen Øer: den Isz haffuer fart Huorfra, oc hen hand vil driffue: Och synis, at skulde hand støde oppaa, Da skulde det skee for America, Som mon' sig for Væsten striffue. Icke er nu heller meer Vinters knog, End fordum, at alle til Grønland drog, Men heller ringer oc mindre: Men voffuit paa Lycken oc vocte sin tjd: Det gaffue endnu vel Kaasen djd, Om ellers vaar noget at vinde. Saa holder mand Grønland, som Bagerne fant, At være en Ø paa Nordiske Kant, Som bøyer til Væstre Side, Dog regnis her, ene det Folck oc tragt Som Norrigis Krone vaar vnderlagt, De andre wi intet aff vide. Der Bagen haffde Grønland saa fundit oc bygt, Och Kaass oc seyladtz falt dennem wtrygt, Loed de det dog icke bliffue: Men skibede Aarlig en gang der hen, Met Landsens nødtørfft, oc hente igen, Den Skatt de Kongen skuld' giffue. Hialp sig saa hen i det Hædenske mørck, Som Beesten hand giør vdi vildene Ørck, Til Norrig mon' Troen nemme: Keyser Karl den store hand lagde paa vind, Vdi alle sine Riger hen rundt omkring, Den Christelig Tro at fremme.