Tekstbase - kontekst

Hand sætte sin Kaass at Faareød, Der møtte hannem Gænbør oc Haffsnød, Dreff hannem saa vide om Strande. Der flacked' hand hen for voffue oc Vind, Kom øster paa Iszland saa langt omkring Der var icke gaat at hawne: De Klipper saae bister met Isz oc Snee, Dog stigde hand op, vilde sig besee, Saa mangen til Lycke oc gawne. Hand fandt der inde baad' Læ oc Ly, Huor mand kunde bygge sig Boel oc By, Och mangen Mand sig vel nære. Hand kom der fra, til Norrig igen, Fortalde det Folck sin Sorrig oc meen, Och Landet som hand fandt dære. Siden der effter paa fierde Aar, Sette Ingul sig paa haardiste Knarr, Hand vilde den Bølle bryde. Hand stæffned der hen, var lystig oc fro, Hand saae de Klipper hen vnder sin Raa Det lod hand sig icke fortryde. Men seyled der hen, treente der vdi Land Och leylig Effne der for sig fand, Som Nadoch hannem førre sagde. Thi drog hand gænnisten hiem igien, Tog Hustru oc Børn, baade Mou oc Ven, Och offuer til Landet lagde. Det sigis hand var kun fire Thi stærck, Men huem kand sige Guds vnderlig Værck, De bleffue jo lenger jo flere, Och tiænte den Konge aff Norrigis Land, Gaff hannem deris Skatt oc skyld i haand, Och actet ey Herrer mere. Der Baggen paa Iszland haffde fest sin staff De hulde tilsammen gaat Grandelaff, Som Vænner oc Naboer pleye, Oc vædslet deris vare, som Lycken hun gaff, Oc lagde sig vd paa vildende Haff, At mere deris Gods oc Eye.