Tekstbase - kontekst

Ansee her vdi Guds Vrede saa stor, At ingen Creatur i Himmel oc Iord, Kunde den stille, vende oc borttage, Før Guds Søn maatte sig til oss wmage, Oc vdstaa for oss saa stor en Bardun, At wi kunde komme i Fred oc Lun, Ansee oc Guds Mildhed oc Naade, Som her beujsis i mange maade, At hand aff Kierlighed til Menniskens Kiøn, Haffuer hengifuet sin enborne allerkieriste søn, At wi icke skulde fortabet bliffue, Men tro paa hannem oc bliffue i Liffue, Oc skiule vore synder vnder hans blodige Arme Da vil hand sig vist offuer oss forbarme, Borttage fra oss all Iammer oc Nød, Oc frj oss fra den euige Død. Det Tredie. DEt tredie wi altid skulle betæncke, Om wi ville icke vore Hierter krencke, Det er denne Verdsens Falskhed oc Suig, Var dig fuld vel hun skuffer ey dig, Hun duer slet intet at lide paa, O huor mange haffuer hun bedraget deres salighed fra: Hun heder Verden oc ey omsunst, Det er, vær deden, acte ey hendis Gunst, Langt fra er best, vilt du mig tro, I Verden er intet vden Suig oc wro, Huor mange Tusinde for hendis skyld, Brende nu i Helffuedis Pjne oc Ild, Der meere haffue tient denne Verden wtro, End Gud som giffuer euig Glæde oc Ro: Som Verden er falsk, saa er Folcket met, Ieg veed ey huem mand kand tro i sted, Saa er oc Lycken wstadelig, Bemenget met jdel falsk oc suig, Giør derfor din beste fljd, At frycte Gud i allen tid, Haff hannem kier, tro hannem for alle, Naar Verden slar feyl, vil hand ey vndfalde