Tekstbase - kontekst
Du er på side 133 af 147 sider (Side 334 i forlægget)
Document Buttons
turæ esset idololatriæ ac ficti cultus vanitatem <690> cum vniuerso illo, quæ ab hac tanquam soboles propendet nata, cæteræ impietatis pelago omniumque malorum lerna amplecterentur.
Aut quam quæso difficultatem, quas molestias Diabolo fuisse putandum est, in omnia turpitudinis ac flagitiorum genera, in omnia prophanitatis argumenta cæcos miserosque homines impellere, cum obiectis euangelij verbo tenebris vel odij prius in Deum flumina vel amoris retenti labyrinthos animis ac cogitationibus instillauisset? <691> Tollas, si sic libet, verbum, doctrinamque cælitus ostensam vel abicias audacia vel temeritate corrumpas - quo, quæso, effeceris vt non et vera de Deo noticia et verus legitimusque ab ipso præceptus cultus ilico fatiscat, obliteretur et pereat? Sine verbo nec Deum cognoscimus nec quo apprehendi colique possit modum percipimus aut inuenimus. "Optimus sui testis est," inquit Hilarius, "qui nisi per se cognitus non est." Porro cum verbi euangelici contemptum, manifestamque atque adeo impune frequentatam filij Dei <692> contumeliam, omnem certamque iræ diuinæ ac pænis multiplicibus occasionem præbere certum sit - quis vniuerso orbi Christiano attractas auctasque calamitates dubitat, cum ea non tantum viciorum licentia, quæ omnium prostat foribus omniumque et animos et ordines statusque impune contaminauit, sed horribilis securitas et propalam vsurpata nominis diuini prophanatio, idololatria et sponte assertus impietatis contra verbum <693> Dei vsus offensam cumulet vindictamque et pænas in omnes gentes coaceruarit?
Aut quid Italiæ ceruicibus Turcorum induxit enses? Idololatria, contemptus filij Dei, et horribilis licentia flagitiorum, quæ nec nominari honeste possunt et atrociter puniri oportere Christo vindice assertum est et late comprobatum. Sed hac de re diligenter ex inclyta Basilea scripsi ad illustrem et magnificum dominum priorem ordinis <694> Iohannitarum in clarissima Melitensi insula, ante annos pene sex cum eo Christoferus N. Antuerpianus, vir honestus certe et bonus, experiundi causa proficisceretur. Exposui autem causas potentiæ ac progressus Turcici, quem quod hactenus inclyti
læggende tanke og hele autoritet. Og den forenede de med hele det hav af anden ugudelighed der, om man så må sige, er et barn af afgudsdyrkelsen - hele denne sump af allehånde ondskab.
Det har jo ikke været svært for Djævelen - det har ikke voldt ham store anstrengelser at trække de stakkels blinde mennesker ind i alle former for forbrydelse og skændsel, i alle udslag af ugudelighed, når han først havde lagt evangeliets ord i skygge og dråbe for dråbe fyldt deres sind og tanker med floder af had til Gud og med labyrinter for den kærlighed de stadig måtte nære til ham. For hvis man tager ordet bort, hvis man har den dristighed at bortkaste den lære himlen har åbenbaret, eller er ubesindig nok til at fordærve den - hvordan kan det så undgås at den sande viden om Gud, og den sande og rette gudsdyrkelse som han selv har lært os, straks sygner hen, glider os af minde og går tabt? Uden ordet kan vi hverken kende Gud, eller finde og fatte den måde hvorpå han kan erkendes og dyrkes. "Han der kun erkendes gennem sig selv," siger Hilarius, "er det bedste vidne om sig selv." Når det desuden står klart, at foragten for evangeliets ord og den åbenlyse, og ustraffede, forhånelse af Guds søn med sikkerhed medfører himmelsk vrede og allehånde straffe, hvem kan så tvivle om at hele den kristne verden har tiltrukket sig store ulykker, og forøget dem den havde? For ikke alene den uhæmmede lastefuldhed der banker på hos alle, og ganske ustraffet har besudlet alles sjæle og al orden og rang, men også en rædselsvækkende ligegyldighed, en åbenlys bespottelse af Guds navn, afgudsdyrkelsen og en bevidst ugudelig opførsel, direkte imod Guds ord - alt dette øger hans vrede og nedkalder stadig større straf og gengældelse over alle folkeslag.
Hvad er det der har kastet Italien i hænderne på den tyrkiske krigsmagt? Afgudsdyrkelsen, foragten for Guds søn og de rædselsvækkende uhæmmede forbrydelser, som jeg ville skamme mig over blot at nævne, og som bør straffes hårdt, sådan som Kristus viser det, hvilket også er almindeligt anerkendt. Men om denne sag har jeg, fra den berømmelige stad Basel, skrevet udførligt til hans højhed prioren for Johannitterordenen på den navnkundige ø Malta. Dette gjorde jeg for knap seks år siden, da den ærlige og gode mand Christoffer NN fra Antwerpen drog derned for at foretage undersøgelser. Jeg fremlagde her årsagerne til tyrkernes magt og fremmarch. At den berømmelige ordens soldater hidtil havde haft
