Tekstbase - kontekst
Du er på side 139 af 147 sider (Side 348 i forlægget)
Document Buttons
que euangelij doctrina aperit et monstrat, cum frena laxantur postea cupiditatibus, quid præter scelerum lærnam inter mortales speres? Confirmatam esse idololatriam sinas, iam confirmata esse vitia omnia, omneque flagitiorum genus approbatum esse putes. Quid præter idololatriam perdit Belgas, affligit Italos, <720> Hispanis rabiem auget, cæteros omnes occæcat, exagitat, dementat?
Salutem igitur patrio regno hij Daniæ reges intulerunt, dum euerso deletoque idolorum cultu veram restituere pietatis formam, templisque, suggestui ac scholis cum artium liberalium ac linguarum exercitiis sinceram puramque sacræ scripturæ explicationem sine corruptelis ac tristi diuersarum sectarum laceratione inferri curauerunt.
In hac integritate <721> ac vero salutarique et concordi relligionis vsu ac confessione cum gentes nostræ in hunc vsque diem perseuerent, quis non et summum benignitatis erga nos Dei argumentum videt, et regum studia prædicanda non sentit, qui ceu præcipuos in genere humano gradus primamque ipsi authoritatem adepti sunt, ita salutem ecclesiæ et doctrinæ apostolicæ conseruationem <722> ante omnia sibi creditam ac commendatam esse putent?
Aliis regibus alia studia diuersos adducunt motus, quodque patrare interdum volupe est illis, pænitudine atque doloribus persæpe cumulatum exspirat: Adeo vel labori perierit fructus, vel consilia euentus frustrauerit, vel quem fingere sibi nonnunquam sunt ausi populorum plausum sannis ludibriisque fatiscere sentiant et ferant. Et quidem iusta hæc temeritati merces est, dum vel <723> negligunt sua vel appetunt aliena, quodque potentia superant, perdendis publicæ rei neruis, euertendis affligendisque statibus, libertati subruendæ ac conuellendis legibus indulgent. Hinc clades tumultusque interni, hinc bella foris gesta, hinc rapinæ discursationes, furor et id genus calamitates aliæ, quibus vel dissipant domestica vel peregrina vexant - eoque imperij vertunt molem vt, cum salui fortasse nihil sit, nihil tamen quod quidem turbari posset intermisisse videantur.
<724> Ast ea neque Christiano ad bellum causa, neque Friderico nostro ad augendam nominis imperiique claritudinem cupiditas inui
den er fremsat i Loven og evangeliet, og hvis begærets tøjler slækkes - hvad kan man så forvente af menneskene andet end en sump af forbrydelser? Når man stadfæster afgudsdyrkelsen, stadfæster man dermed også alskens laster og enhver form for forbrydelse. Hvad er det andet end afgudsdyrkelse der har drevet belgierne i fordærv, hjemsøgt italienerne, gjort spaniernes grusomhed endnu større og drevet alle andre til raseri, forblindelse og vanvid?
Disse danske konger bragte derfor frelsen til deres fædreland, da de afskaffede dyrkelsen af afguder og bragte den sande fromhed på fode igen. De drog omsorg for at man i kirkerne, på prædikestolene og i skolerne indførte såvel øvelser i sprog og i de frie kunster som den ægte og rene udlægning af den hellige skrift, uden forvanskninger og uden den mishandling de forskellige sekter underkaster den.
Denne rettroenhed, denne sande, frelsebringende og samdrægtige bekendelse og religion har vore folk fastholdt lige til i dag. Må ikke enhver heri se det klarest tænkelige udtryk for Guds velvilje mod os, og samtidig indse hvor prisværdig en indsats vore konger har ydet? For disse konger, der selv har opnået en enestående stilling og besidder den øverste myndighed i samfundet, er af den overbevisning at kirkens beståen og bevarelsen af den apostolske lære er dem betroet og overdraget fremfor noget andet.
Andre konger har imidlertid andre interesser, der driver dem i andre retninger. Og hvad de finder på at gennemføre, må de tit og ofte med sorg og anger se gå til grunde: De høster ingen frugt af deres indsats, udfaldet gør deres hensigter til skamme, og måske må de også se den anerkendelse fra folket de så tit har gjort regning på, blive kvalt i hån og latter. Det er dog kun en retfærdig løn for den uansvarlighed de udviser, når de vanrøgter hvad der er deres eget eller efterstræber hvad der er andres, og når de med deres overlegne magt søger at omstyrte selve statens grundpiller, ødelægge stabile forhold, undergrave friheden og træde lovene under fode. Heraf følger voldsomme indre uroligheder, krig mod ydre fjender, røverier, uorden, kaos - og med den slags ulykker kan de både få deres eget land til at gå i opløsning og anrette voldsomme ødelæggelser i udlandet. De styrter hele staten i grus: Selv hvor der ikke er sten på sten tilbage, forsømmer de ingen anledning til at anrette ødelæggelser.
Men kong Christian har aldrig ført krig af sådanne årsager, ganske som vor nuværende konge, kong Frederiks, lyst til at for
