Tekstbase - kontekst
Du er på side 141 af 147 sider (Side 352 i forlægget)
Document Buttons
Scio fuisse multos in omni gente principes qui, coniectis in magnates purpuratosque quosdam oculis, eorum intueri facinora, <730> quæque ab his tantum acta gestaque præclare feruntur esse, ea vtique non mirari solum sed assidue commemorare - istucque adeo præmiis oneratam transferre lancem quo vel clientum amicorumque spectare voluntates, vel cum vbere aliquo atque expetendo fructu gratiæ incrementum reuerti posse videatur. Eam ita rem callidis aularum consiliis agi vt, tametsi honeste interdum fortasse aliquid aut vtiliter etiam is feratur saluti patriæ attulisse <731> cui minor aut e genere splendor est aut e facultatibus fiducia, ne tamen emergendi per virtutes sit humilioribus occasio eoue pars aliqua præmiorum et famæ fortasse prolabatur vbi fælicem gerendæ bene rei causam ac animum Dij immortales consistere voluerunt - equidem aut facti claritudinem inducant tenebris aut, si mendacio obsistat pudor, alio deriuent gloriam, ne dum minores subuehat fama, aliquid fortasse magnatum laudibus detractum iri ferant.
Id mali <732> et vetus est et multis subinde aulis vsurpatum, adeo vt acerrimæ sint etiam summorum hominum inter se æmulationes, eoque se primas consecutum putat quisquis aduersam studiis suis factionem, quocunque demum artificio aut actionis calliditate, vel honoris aditu prohibeat vel prensantem fastigia e gradibus præcipitarit. Quæ vna profecto res ita certam summamque adfert rebuspublicis calamitatem, quod et summos illos diuque <733> florentes inter se conferat collidatque, et inferioribus minuat subuertatque fiduciam contendendi, dum honeste et fortiter facta vel negligi contemnique vident, vel honoribus bene quidem merentes exclusum iri putant.
Et tamen in isto inuidiæ ac malignitatis stadio nulli prius quam ignauissimi procurrunt, cum qui vere fortes sunt ac strenui, alio itinere pergentes, concertantium alacritatem vel expetant vltro vel studiis optimis et patrocinandi solertia prouocent, fulciant ac iuuent. Nec alia <734> sunt honorum ac maximæ nobilitatis inicia.
Virtus gloriæ fundamentum est, structura dignitas. Hanc ita se quisque sartam integramque seruare posse statuat, si quo surgit ipse alios consistere non vetet, quaque progressus via ad honoris peruenit culmen, eadem et alios subsequi moleste profecto minime patiatur. Fuerit amicus vti reuera Eurialo Nisus fuit: Nunquid
Jeg er klar over at alle folkeslag har haft mange fyrster der kun var opmærksomme på stormændene, de fornemme, og deres bedrifter, og udelukkende havde beundring til overs for store gerninger og bedrifter hvis de gik for at være udført af dem. Dem omtalte de til gengæld tit og gerne. Den slags konger lægger deres gunstbevisninger i klienters og venners vægtskål, eller i den hvor belønningerne kan give et rigt og tillokkende afkast. Dette foregår med et væld af rænker og hofintriger: En mand der har ydet noget smukt og nyttigt for fædrelandets sikkerhed uden at kunne bryste sig af en fornem slægt eller støtte sig til store rigdomme, skal efter deres mening ingen mulighed have for at stige i graderne alene på grund af sine gode evner. Hverken belønninger eller berømmelse må falde dér hvor de udødelige guder har lagt årsagen og drivkraften bag succesen. I stedet hyller de den glimrende dåd i mørke - og hvis de skammer sig ved en sådan løgn, lader de en anden få æren, af frygt for at der skal gå noget fra stormændenes anseelse, hvis folk af ringere stand vinder berømmelse.
Dette problem er både gammelkendt og almindelig udbredt ved mange hoffer, og også indbyrdes udkæmper de mægtigste mænd bitre kampe, som de først anser for vundet, når de har formået, med alle tilgængelige kneb og intriger, enten at spærre modstandernes fløj vejen til udmærkelser eller at støde dem ned igen, netop som de nåede de højeste tinder. Dette forhold i sig selv medfører uundgåeligt alvorlige ulykker for en stat: Det giver årsag til sammenstød mellem de mænd der længe har været landets mægtigste, og det berøver i stigende grad undersåtterne selvtilliden, når de ser at ærlige og tapre handlinger overses og ringeagtes, og at æresbevisninger ikke tildeles dem der har fortjent dem.
På den anden side er det de udueligste der er ivrigst i dette misundelsens og nedrighedens væddeløb. De virkelig stærke og energiske, derimod, vælger en anden vej: De søger netop at opmuntre deres egne modstandere - at tilskynde dem og yde dem deres bedste hjælp og støtte. Dette er forudsætningen for udmærkelser og for den højeste adel.
Dygtighed er ærens fundament, men værdighed dens murværk. Enhver må forstå at den kun kan bevares intakt og velbeholden, hvis man ikke forbyder andre at tage ophold der hvor man selv står, eller tager dem det ilde op at de følger samme vej til ærens tinder som man selv har fulgt. Lad så være at man har en ven, som i tilfældet med Nisus og Euryalus - burde Nisus af den grund have
