Tekstbase - kontekst

Miine, sagde endeligen engang (der ieg atter haffde beded hender spørge Pær ad) Den der skulle haffue ded, haffuer wel faaet ded. Ded swar gaff mig efftertancke, oc spurte ieg siden intet widre derom. Ieg holte saa stetze wed Sengen, en deel aff Aarsage, att ieg haffde intet att fordriffue tiiden med, en deel aff Kulle, thi der bleff icke opsat en Biilegger i mit Fengsels Kammers førend effter Nyt Aar 1664. Ieg begiærte nogle gange aff quinden, att hun wille formaa saa meget hoes Pær, att ieg kunde faa noget silcke eller traa, att sye lit for tiids fordriff paa ded stycke klued ieg haffde, men fick til swar, hand icke torde; lang tiid der effter fick ieg att wiide, att hun aldrig haffde beded Pær derom. Der kom ont nok som holte mig i andre tancker end att fordriffue Tiiden med nogen Gierning. Ded hændede sig den 2 September at ieg hørte om Morgenen nogen gaa offuer ded Rom ieg laa, huorfor ieg spurte quinden, om hun wiste, om der war et Kammers, (thi quinden gaar op huer Løffuerdag med Natkeedelen) hun swarte Ia; att ded war et Fengsel som dette, oc att vdenfor stoed Piinebencken, (huilcket oc saaledis er) Hun som wel fornam att ieg haffde fryct, sagde; hielp Gud i huem ded er som sidder der, da skal den wist Piinis; Ieg sagde spørger Pær ad naar der luckis op; om der er nogen Fangen? hun sagde saa att wille giøre, oc imidler tiid, spurte hun mig oc sig selffuer huem ded dog kunde wære? Ieg kunde icke giætte ded, mindre giffue hender min Fryct til kiende, huilcken hun dog formerckede, oc derfor forøgede den; thi effter att hun haffde til Middag talt med Pær, oc Dørene ware lucte, sagde hun, ihuem ded er som er fangen maa Gud wiide, Pær wille intet tale med mig.