Tekstbase - kontekst

Mig, ieg wille ieg war neere. Maren saae Bedrøffuet vd, men huercken Suarte, eller talte ett Ord. Maren sneeg sig til Sengen, oc sagde, der kommer wist nogen til eder. Ieg suarte lad dennem komme I Guds Naffn. Der war en løben oppe oc neder vdi den Trappe, oc offuen offuer, thi der kom alltiid Commissarierne neer igiennem Gemeckerne, for icke att gaa offuer Platzen: Miine Døre ware da lucte igien, for huer den gang att der løb nogen i Trappen, da Skuddrede Anna oc sagde; Ick bæwe recht: Den løben warede indtil imod Ellffue; Der Slozf. lucte op sagde hand til mig, Leonora Ihr sollet auffstehen, vnd zu die Herren gehen. Gud wed att ieg ille kunde gaae, oc Anna forfærdede mig, sagde til Maren, O! dat arme Mensh Marens hænder rystede, der hun satte mig Tøfflerne paa. Ieg kunde icke anded forstaa, end att ieg skulle Piinis, trøstede mig wed intet anded, end att ieg haabtist, min Piine ey lenge kunde ware, thi mit Legeme war saa vdmattet, att ded syntist, lige som huert Øyeblick Aanden wille vdfare. Der Maren bant Forklæded om min lange Kiortel sagde ieg. Nu de forsynder sig høyligen paa mig, Gud wore min Styrcke. Slzf. hastede: Oc der ieg war ferdig, tog hand mig wed Armen